Fra han blev konfirmeret har trommerne fyldt hele livet. Her i september er det 25 år siden at Peter Bo Skifter Mikkelsen startede Drumschool på Baldersvej, men siden barnsben har den erfarne trommeslager været en del af den danske musikscene
“Da jeg var dreng trommede jeg jo på alt, hvad jeg kom i nærheden af – stole og borde var mit instrument, som jeg spillede på med blomsterpinde, når jeg kom hjem fra skole. Men det var først da jeg blev konfirmeret, at jeg fik råd til at købe mit første trommesæt”, fortæller Peter Bo Skifter Mikkelsen, til daglig bare kaldes Peter Bo.
Det var datidens musik, der inspirerede ham og nok i særdeleshed The Beatles.
“Der havde nok været noget med ham Ringo og hans trommer, siden jeg faldt for det”, siger han.
Siden har musikken fyldt alt i hans liv. Som dreng stiftede han adskillige langhårs-rockorkestre og spillede løs med forskellige kammerater, men mistede på et tidspunkt modet.
“Jeg tvivlede på, om jeg overhovedet nogensinde ville kunne leve af min musik, og så valgte jeg at tage en bankuddannelse. Og det har jeg da bestemt ikke fortrudt, men jeg lavede stadig musik ved siden af. Og det var en afklaringsperiode, hvor jeg fandt ud af, at det var musikken, jeg ville leve af”, fortæller den nu 59-årige musiker.
Efter endt uddannelse blev det pludselig mere seriøst med musikken, som han ønskede. Han faldt over PUK studiet nord for Randers og blev hurtig en del af den faste studiemusikerkreds.
“Vi skulle indspille nogle numre med mit band “The Sticks” og derved kom jeg i kontakt med Puk og de andre deroppe. Han ringede efterfølgende til mig og spurgte, om jeg ville spille trommer på en norske countryplade for 500 kroner. Og det ville jeg selvfølgelig godt”, siger Peter Bo og griner.
“Det var en chance for mig, og jeg blev efterfølgende ringet op igen og igen, og var heldig at være med på en opadgående vogn i musikindustrien på det tidspunkt”.
Gik godt
Og det gik rigtig godt for musikindustrien på det tidspunkt tilbage i 80´erne. Poul Brun fra Medtley Records begyndte at lægge sine produktioner i PUK studiet og Peter Bo røg med på mange af de indspilninger. Alle red med på bølgen, og de der havde store hits levede som millionærer. Peter Bo var så heldig at være med på et par klassikere med Kim Larsen og “Midt om natten” og kunne efterhånden sagtens leve af sin musikalske formåen, da han indspillede en del numre med store navne på det tidspunkt. Han har medvirket på mellem 90 og 100 plader op gennem 80’erne og 90’erne. Her leverede han trommespil til bl.a. Lars HUG, Birthe Kjær og Kim Larsen, og indspillede også med store udenlandske navne som Bachman Turner Overdrive, Gheorghe Zamfir og Smokie.
“Jeg var også så heldig at komme med på turne med Gheorghe Zamfir, hvor vi blandt andet optrådte i Tyrkiet. Det var med bodyguards og hele pivtøjet, og sjovt at prøve”, siger han og griner, mens han tænker tilbage på den tid, hvor musikindustrien havde kronede dage. Sådan er det slet ikke i dag. Og det mærkede Peter Bo allerede for år tilbage.
Peter Bo flyttede til København da der var gang i festen, men flyttede tilbage til Randers, da han var meget i PUK-studierne. Han mødte sin daværende kone og fik en datter, der i dag er 30 år. Siden har han fået endnu to børn med sin nye kone og er i dag far til to små rollinger på tre og fem år.
Nedgang for musikindustrien
Sidst i 90´erne begyndte det at gå nedad for musikindustrien i takt med at internettet vandt indpas. Der begyndte at komme mere og mere elektronisk musik ind i studierne, og snart var der ikke brug for de rigtige musikere mere.
“Indtægtsgrundlaget for de store produktioner var pludselig væk, og musikbranchen, som man før kendte den, døde. Men det var fint for mig, for jeg gav den gas med drumschool”, fortæller Peter Bo.
Skolen holder til i garagen til det hus, han købte tilbage i 1989. Her står trommerne nærmest oven på hinanden og der er derfor plads til seks elever samt Peter Bo. Her undervises ved hjælp af computere der er koblet op til blandt andet youtube, så eleverne har musikken at spille til.
Han oprettede skolen allerede i 1990, fordi han havde nogle visioner med undervisningen. Skolen blev hans drivkraft og at musikindustrien gik nedad var derfor ingen katastrofe for ham.
“Jeg havde gennem tiden undervist på forskellige musikskoler rundt omkring i Randers og omegn og på Mellerup Efterskole, men også privat. Jeg havde derfor selv nogle idéer til, hvordan man kunne gøre undervisningen anderledes og måske også lidt sjovere”, fortæller han.
Peter Bo åbnede også en skole i Århus og den har han nu solgt fra til en af sine tidligere elever og undervisere.
Inspireret af holdsport
For eksempel syntes han, at man sagtens kunne undervise flere elever på samme tid og måske udvide undervisningen fra 25 til 50 minutter, så man fik mere med derfra.
“Jeg syntes, det var en lidt stivnet form at undervise på, så derfor startede jeg selv op med drumschool, for at få mine egne idéer ført ud i livet. Jeg var inspireret af holdspil som håndbold. Kunne man ikke gøre det lidt smartere, så man var sammen i undervisningen. Og så ønskede jeg også at gøre nodelæren lidt mindre tør”, siger han.
Derfor kører noderne nu på computerskærmen foran eleverne, så de kan læse dem, mens de spiller.
Og her 25 år efter at han startede skolen op er det præcis samme set up, der undervises efter lige bort set fra at blandt youtube er kommet til.
Hos Peter Bo kommer både børn og voksne, der enten er nybegyndere eller øvede men også talentfulde trommeslagere, der ønsker sig en karrierer indenfor musikbranchen. Nogle af Peter Bo’s elever leverer trommespil til Mads Langer, Düné, Tim Christensen, Aqua, Shaka Loveless, Burhan G, Anne Linnet, Medina, Søs Fenger, Outlandish og mange flere af dansk rock og pops største navne i dag.