Det hele startede mandag morgen, hvor Christina skulle tilbringe dagen med de andre praktikanter. ”Det har været super fedt at være på Christiansborg! Jeg har virkelig fået et super godt indblik i, hvordan det er at være politiker, ” fortæller Christina. Christina var tirsdag middag, nede i DRs studie, for at opleve en radiodebat. ”Jeg synes, det var enormt spændende at høre Michael debattere med Mogens Lykketoft om blandt andet George Bush og situationen i Egypten”. I ugens forløb har Christina også fået en lille smagsprøve på, hvordan det er at være sekretær for en politiker. Hun fulgte nemlig en af Michaels sekretærer, Julie Due. ”Det har været rigtig hyggeligt at bruge lidt af min tid sammen med Julie. Jeg var slet ikke klar over, hvor meget sekretærer egentlig laver, men det ved jeg så nu”.Christina fik også lejlighed for at hilse på forsvarsministeren Gitte Lillelund Bech og folketingsmedlemmet Helge Adam Møller. Michael var også meget begejstret for at have Christina i praktik. ”Det er altid inspirerende at opleve unge, spirende talenter, som er på vej frem i verden. Og Christina har virkelig mødt opgaven som politiker med oprejst pande og stort gåpåmod. Jeg ønsker hende alt mulig held og lykke fremover”, siger Michael.