Det nye domicil er bæredygtigt og klimatilpasset – og så ligger det ved indgangen til det nye havneområde.

5. april flytter Vandmiljø Randers ind i det nybyggede hovedsæde på Ny Havnevej. På grund af flytningen vil personligt fremmøde hos Vandmiljø Randers ikke være muligt før 8. april.

Det nye hovedsæde byder på væsentligt flere kvadratmeter end det gamle på Tørvebryggen.

Direktør for Vandmiljø Randers, Peter Christensen, oplyser i en pressemeddelelse, at behovet for mere plads til en voksende medarbejdergruppe er en væsentlig grund til, at man har bygget det nye hovedsæde.

»Derudover får vi nu samlet de forskellige afdelinger i Vandmiljø Randers, da nogle af de nærmeste naboer bliver Randers Centralrenseanlæg samt vores eget forsøgs- og formidlingscenter, Regnhytten,« siger han.

Som bygherre har Vandmiljø Randers i hele processen prioriteret bæredygtighed i forhold til vurdering af byggematerialer og mulighed for at anvende genbrugsmaterialer.

»Vi har også haft et stort fokus på klimatilpasning af udearealerne i forhold til at håndtere store mængder regn. Vi har grønne tage, hvor planter holder på og optager en del af nedbøren. I forbindelse med nedløbsrør og andre steder på grunden er der lavet render, der sørger for at vandet ledes ud i et regnvandsbassin, hvorfra noget vil løbe ud i Kristrup Engkanal og resten siver ned i jorden. På p-pladsen har vi valgt en permeabel belægning, der lader regnvandet sive ned i jorden med det samme,« siger Peter Christensen.

Det nye hus har fået navnet Randaros (udtales Ránnaros). Navnet er valgt af Vandmiljø Randers’ bestyrelse, da det afspejler husets geografiske placering. Randaros er et gammelt navn for Randers og består af de to stavelser ’rand’, som betyder bakkekant, og ’aros’, der betyder åmunding på oldnordisk.

Vandmiljø Randers’ nye hovedsæde indeholder 2.500 kvadratmeter kontorlokaler, der er fordelt på fem etager.

Det er mere plads end det aktuelle behov for forsyningsselskabets medarbejdere. En del af kvadratmeterne er derfor lejet ud til Forsyningsseervice, Randers Havn samt Beredskab og Sikkerhed.

gs