I år er det 160 år siden, at Fregatten Jylland var i kamp. Den historie har desværre i dag en stor relevans, og derfor sætter museet fokus på at binde nutid og fortid sammen med sin nye udstilling “Fregatten i kamp”.
Af Anne Frank Henriksen, Jyllands-Postens Lokalaviser
Museet Fregatten Jylland i Ebeltoft vil med en ny udstilling gøre sig aktuel på baggrund af de store, internationale konflikter, verden lige nu står i, ikke mindst krigen i Ukraine og urolighederne i Mellemøsten.
I slutningen af januar sendte Danmark fregatten Iver Huitfeldt til Det Røde Hav i det, som er blevet kaldt ”den skarpeste mission siden 1864 for Søværnet”.
Det vil sige den skarpeste mission, siden Fregatten Jylland vandt slaget ved Helgoland, som i år er 160 år siden.
Allerede da den nye direktør for Fregatten Jylland, Anne-Marie Dohm, tiltrådte i oktober sidste år, sagde hun med henvisning til krigen i Ukraine:
»Fregatten Jylland er historien om Danmark som krigsførende nation og om et land, der stod over for en stor opgave med at værne om sine grænser. Den historie har aldrig været mere aktuel.«
Siden er aktualiteten kun steget.
8. marts var fregatten Iver Huitfeldt i ildkamp, da besætningen nedskød fire droner afsendt af Houthi-bevægelsen.
I følge Anne-Marie Dohm bør en af de grundlæggende opgaver for et museum være at perspektivere nutiden i en historisk ramme.
»Det tror jeg er fuldstændigt afgørende. Det kan godt føles, som om det er første gang, vi står i den her svære situation med optrapning af krige og konflikter, men det har vi faktisk gjort før, og det er netop den tid, 1860’erne, Fregatten Jylland repræsenterer.«
Hun peger på, at vi ikke altid har været en lille, fredelig nation.
»Vi har været udfarende, og fregattens historie fortæller netop noget om, hvad det vil sige at beskytte Danmarks egne grænser.«
Hvis Fregatten Jylland skal have relevans som museum, skal den være med til at understøtte og inspirere til nogle af de brændende spørgsmål, der optager os i dag, mener hun.
»Jeg tror, at noget af det, vi som moderne mennesker søger svar på, nogle gange findes på vores kulturbærende institutioner, og derfor skal museer stå til rådighed for de her aktuelle debatter.«
Anne-Marie Dohm ser en tendens til, at flere museer i disse tider netop stiller sig selv spørgsmålet om, hvordan balancen mellem formidling af den smalle historie og behovet for at facilitere nutiden skal findes.
»Det har jeg også stort fokus på, og det har vi som museum. Og det ville være ærgerligt at lade den her mulighed gå forbi.«
Kirurgi og lydfortælling
Den nye udstilling på Fregatten Jylland åbner i anledning af påsken. Her kan man blandt andet høre helt nye lydfortællinger af søfolkenes erindringer fra slaget ved Helgoland.
De er skabt på baggrund af breve fra sømænd, der var ombord. Øjenvidneberetninger om, hvordan det var at gå rundt på dækket, mens kanonerne bragede, splinterne føg om ørerne på én, og kammeraterne lå sårede eller døde.
Fregatten Jylland har også lavet en film, hvor tidligere stabslæge i Forsvaret Henrik Staunstrup fortæller om krigsskader og amputationer, både for 160 år siden og i dag.
Han har blandt andet været udsendt på fregatten Esbern Snare i Adenbugten.
»Der er i den samlede udstilling mange paralleller til det, vi oplever i dag. Det er genkendeligt og relevant, og det giver os en forståelse for, at vi deler samme håb, frygt og forventninger, som folk gjorde dengang,« forklarer Anne-Marie Dohm.
Hvis du som børnefamilie synes, det hele lyder lidt drabeligt, så forsikrer museet, at der fortsat vil være et børnevenligt univers.
Der er for eksempel historien om de to hundehvalpe, som blev født under slaget ved Helgoland og flere aktiviteter for børn hver dag.
En af dem er en sporjagt, hvor man skal hjælpe skibsdrengen Karl med at løse mysteriet om, hvem der har taget hans lommekniv ved at udforske skibet og ”tale” med figurerne ombord.
Man kan også lave sit eget reb og mærke suset, når den store kanon skydes af hver dag klokken 12.