»Vi er stadig i en meget alvorlig situation,« lyder det.
Randers Kommune politianmelder Nordic Waste for yderligere lovovertrædelser.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse torsdag.
Politianmeldelsen drejer sig om overtrædelse af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3 samt Miljøbeskyttelseslovens paragraf 27 og 28.
»Vi er stadig i en meget alvorlig situation, hvor vi også løbende bliver klogere. Og finder vi yderligere forhold, som kræver en politianmeldelse, så gør vi det,« siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt til RItzau
Han kan altså »bestemt ikke« afvise, at der løbende kommer flere anmeldelser.
Jesper Kaas Schmidt kan ikke oplyse yderligere om, hvilke forhold politianmeldelsen drejer sig om.
»Men det hele handler jo grundlæggende om, hvad Nordic Waste har opbevaret, hvordan de har opbevaret det, og hvordan de har håndteret spildevandet på området,« siger han til Ritzau.
Han siger tilmed, at det, der anmeldes her »i hvert fald ikke er i den mindre ende«.
/ritzau/