Nu kan Anker Boje stille op mod Torben Hansen i kampen om at være socialdemokratiets borgmesterkandidat.
Det har længe lignet en lortesag for socialdemokraterne i Randers, da Anker Boje i november sidste år forgæves forsøgte at stille op som borgmesterkandidat for socialdemokraterne i Randers. I en klar dyst mod den siddende borgmester, Torben Hansen.
Dengang forhindrede rod, uklare regler og manglende vedtægter på socialdemokratiets egen hjemmeside, at Anker Boje kunne stille op på den korrekte måde. Han havde ikke fundet stillere, inden han sendte ansøgningen, og selvom han fandt dem på meget kort tid, var fristen overskredet, lød det.
Efter at have besindet sig meldte den øverste socialdemokratiske ledelse ud, at man ville finde en løsning, der skulle godkendes til generalforsamlingen her i marts. Her dukkede 117 medlemmer op i Fritidscentret for at stemme.
Nu er der styr på det, fortæller Per Blicher, der netop er valgt som formand. I december blev han som daværende næstformand trukket ind som fungerende formand, og han har sammen med resten af bestyrelsen haft travlt med at gøre regler og procedurer helt klare.
»Alle procedurer omkring borgmesterkandidatvalg og valg til det kommende byrådsvalg og alle de procedurer og regler med hensyn til opstillingsregler blev godkendt under generalsamlingen, så der er helt styr på det,« siger Per Blicher til Din Avis.
De blev valgt
Formand: Per Blicher. Kasserer: Jørgen Lang. Politisk næstformand: Peter Amstrup Nielsen. Organisatorisk næstformand: Stoil Zaylov. Sekretær: Henning Mondrup Pedersen.
Rep. for formand fra Partiforening Randers Nord: Stig Olesen. Bestyrelsesmedlem fra Nord: Dan Bruun. Formand fra Partiforening Randers Syd: Torben Petersen. Bestyrelsesmedlem fra Syd: Simon Kjærsgaard Nielsen. Formand fra Partiforening Langaa & omegn: Victor Hellingsøe. Formand fra Partiforening Nørhald-Havndal: Mikael Thorsen.
Sagen kort
I begyndelsen af december forsøgte det socialdemokratiske byrådsmedlem Anker Boje at stille op mod siddende borgmester Torben Hansen for at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Randers til kommunalvalget i 2025.
Han stødte imidlertid på problemer, da der kom usikkerhed omkring gyldigheden af hans kandidatur. Det blev ikke nemmere af, at den daværende formand i Fællesledelsen netop havde trukket sig efter sygdom, hvorefter næstformand Per Blicher tog over. En fungerende formand har nemlig ikke samme magt som en rigtig formand.
Derudover blev der rejst spørgsmål om partiets kommunikation og demokratiske processer, efter Anker Boje og andre medlemmer udtrykte frustration over manglende tilgængelighed af og information om vigtige vedtægter.
Kommunalforsker Roger Buch påpegede, at situationen kunne skade partiets demokratiske image og føre til intern konflikt, hvilket potentielt kunne koste dem stemmer og magt. Der var længe tavst fra socialdemokratiet i Randers, mens man internt og blandt andet med hjælp fra hovedkontoret i København fik udarbejdet nye retningslinjer.
19. marts blev nye og klare retningslinjer vedtaget til fællesledelsens generalforsamling og dermed skal borgmesterkandidater melde sig inden 7. april.
Socialdemokratiets kommende borgmesterkandidat vælges endeligt 15. maj.