To sikrede tankanlæg i Asferg og ved Fløjstrup er til salg til ‘yderst favorabel pris’. Men der er en god grund…
Lige nu er Randers Kommune i fuld gang med at etablere bassiner ved Assentoft til at opbevare forurenet overfladevand fra Nordic Waste.
Prisen lyder indtil videre på ti millioner kroner. Det giver utryghed i befolkningen, at en membran i bunden af bassinerne ikke er den dyreste og bedste, der findes. Kommunen kan ikke love, at den holder fuldstændigt tæt, og derfor er blandt andet Assentoft Vandværk bange for drikkevandsinteresserne i området.
Nu viser det sig, at der muligvis findes en anden løsning, der tilmed kunne have været billigere og bedre for borgere, miljøet og for politikernes hang til genvalg.
Tanke til salg
For to tanklagre med en samlet kapacitet på 120 millioner liter er til salg. Tilmed til en pris på langt under ti millioner kroner.
Tankene bliver løbende vedligeholdt og var designet til at få tilført olie og benzin via rør fra Nato-molen ved Ebeltoft, der nu er nedlagt. Det ville sandsynligvis kræve nye pumper, nyt maskineri og en grundig undersøgelse af, om tankene kan holde spildevandet inde. Det er ikke sikkert, at tankene kan rumme 120 millioner liter spildevand, for olie og benzin vejer mindre end vand.
»Mit gæt er, at tankene kan rumme i forholdet én til 85, og det vil svare til cirka 100 millioner liter vand,« siger Peter Dam-Hendriksen, der er direktør i Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO), som ejer de to tankanlæg, der har opbevaret benzin og olie i årtier, men som for godt ti år siden blev nedlagt.
Det er dog uvist, hvad det vil koste at gøre tankene helt klar til at aftage spildevand fra de delvist forurenede bakker ved Ølst, men ifølge Din Avis’ oplysninger er det ikke i nærheden af ti millioner kroner. Det kræver dog også, at blandt andet en energiminister ændrer FDO’s formål, der er at sørge for lagre til benzin og olie til glæde for samfundet.
Og det er derfor, at ejerne af de to tank-anlæg ikke selv har henvendt sig til kommunen.
»Vi har jo indtil nu haft et andet formål. Men det her formål at hjælpe Randers Kommune med et akut problem vil jeg gerne hjælpe med at finde en løsning på,« siger Peter Dam-Hendriksen.
Selve tankene er løbende blevet vedligeholdt. Der er gode tilkørselsforhold. Der er tilmed kloakafløb med miljøfiltre og sensorer på siderne af tankene, der ville måle eventuelle miljøudslip. Og eksperter med det rette grej ville på meget kort tid afdække, om tankene stadig er helt tætte, lyder det.
»Randers Kommune kender os godt, for de har miljøtilsynet med os,« lyder det.
Vil de to tankanlæg koste under ti millioner kroner?
»Ja, det vil de helt sikkert. Det er min klare vurdering,« siger Peter Dam-Hendriksen og fortsætter:
»Vi har flere lignende anlæg til salg flere steder i Danmark. Og jeg kan sige det på denne måde: de to anlæg i Randers Kommune har ikke nogen nytteværdi for os længere. I stedet bruger vi penge på vand, strøm, el og løbende at vedligeholde de to pladser. Desuden vil det koste os tid og penge at søge fornyede miljøtilladelser til at opbevare olie og benzin i dem igen.«
Lagrene i Asferg og ved Fløjstrup ligger i landzone, og derfor kan alle og enhver ikke bare købe lagrene og bruge dem til hvad som helst. Og det er sandsynligvis også årsagen til, at de endnu ikke er solgt.
Der er også et krav om at genetablere området, når tankene ikke længere er i brug.
»Hvad det ville koste at tage ståltankene ned og komme rent jord på, har vi ikke undersøgt, men det vil jo blive en del af en mulig forhandling,« lyder det fra Peter Dam-Hendriksen, der i samme åndedrag bekræfter, at han er blevet kontaktet af Randers Kommune, efter byrådet mandag i sidste uge pålagde forvaltningen at undersøge muligheden for at bruge de tidligere olie-lagre.
»Vi har ikke haft tiden«
Men hvorfor har man så ikke kontaktet FDO, før byrådet på et hastemøde mandag 11. marts pålagde embedsfolkene at gøre det? Forslaget blev stillet af byrådsmedlem Anker Boje (S), der selv blev opmærksom på de to olielagre efter et tip fra en urolig borger i Assentoft, der nu kunne se gravemaskinerne æde sig ind i et industrikvarter tæt på omfartsvejen ved byen for at anlægge et bassin, meget få borgere ønskede sig.
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, allerede i januar har I jo ledt efter tankkapacitet til overfladevandet fra Nordic Waste. Hvorfor har I ikke kontaktet FDO noget før?
»Jamen, man kan godt have brugt lang tid på at undersøge mange forskellige forhold, men vi har bare ikke tiden til at undersøge alle mulige forhold. Det er det,« siger kommunaldirektøren og fortsætter:
»Det er fordi, vi har vurderet, at det andet (bassinerne i Assentoft, red.) var mere hensigtsmæssigt, fordi det var i vores eget område, og at det lå hensigtsmæssigt i forhold til kloaksystemet og grundvandsinteresser og sådan noget. Der er truffet en meget hurtig beslutning om, hvad der var mest hensigtsmæssigt. Der er mange, der glemmer i denne her diskussion, at vi vil jo aldrig nogensinde gennemfører sådan noget her i en normal situation. Normalt ville vi jo holde en høringsfase og lave grundige undersøgelser.«
»Vi står bare i en akut situation, hvor vi har været nødt til at handle meget hurtigt, og så fandt vi det hensigtsmæssigt at træffe denne beslutning. Desuden har vi hele tiden haft den præmis, at vi selv ville eje jorden. Vi ville ikke til at leje,« siger kommunaldirektør Jesper kaas Schmidt.
Hvad er FDO?
Danske Olieberedskabslagre (FDO) driver tankanlæg og rørledninger, så danske forbrugere, virksomheder og offentlige myndigheder er sikret olie og benzin.
FDO har olie, diesel og benzin på lager til mindst 57 dages forbrug. Sammen med olieselskabernes lagre betyder det, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser om, at have lagre til mindst 81 dages forbrug.
FDO er en selvejende organisation og ejes ikke af medlemmerne, der er olieselskaber.
FDO’s lagre er etableret ved, at de danske bilister og olieforbrugere i perioden fra 1965 til 1989 betalte en øre pr. liter benzin, diesel og fyringsolie til at etablere og udbygge de danske olieberedskabslagre.
FDO har to tomme tankanlæg i Randers Kommune: et ved Asferg mod nord og et ved Fløjstrup i det sydøstlige hjørne af kommunen.Kapaciteten er begge steder på over 60.000 kubikmeter.
Tankene står tomme, men de er løbende blevet vedligeholdt.