Du kan finde æg i stuerne og pynte påskeæg med decoupage af silkepapir, når Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum slår dørene op til påske.

Der er fokus på æg, når Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum slår dørene op i påskeferien. Alle kan være med til at finde æg rundt omkring i herregårdens stuer og sale, og i herregårdskælderen kan man lave sit eget påskeæg med decoupage.

Æg er et helt centralt element i påskefejringen i Danmark, og æggene spillede også en fremtrædende rolle på herregårdene førhen.

»Vi ved, at æg havde en meget central rolle i herregårdenes påsketraditioner. I gamle dage fastede mange op til påske. Under fasten var det ikke tilladt at spise æg, så når fasten sluttede, fejrede man det ved at spise masser af æg, som man selv havde pyntet. Det var heller ikke unormalt, at tjenestefolk modtog æg som gave fra herskabet, når det blev påske. Påsken har altså altid været æggenes fest. Derfor er det naturligt for os at lave aktiviteter med fokus på æg i påskeferien,« siger museumsinspektør Sara Cecilie Utvaag i en pressemeddelelse.

Har man ikke styr på årets påskepynt, så er der hjælp at hente på Gammel Estrup, for museet har nemlig arrangeret en hyggelig, kreativ aktivitet, hvor hele familien kan samles om at pynte påskeæg med decoupage af silkepapir og motiver fra herregården. Og til de eventyrlystne har Gammel Estrup lavet en skattejagt, hvor man kan konkurrere om at finde æggene, der er gemt rundt omkring på herregården.

Når sulten melder sig, kan man besøge herregårdskøkkenet, hvor husjomfruen står klar med kaffe, kage og varm kakao, der alt sammen er lavet på det store støbejernskomfur.

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum har åbent alle dage i skolernes påskeferie.

gs