De kørte ambulancer, slukkede brande og sørgede for ro og orden i en tid uden politi. Nogle af dem var modstandsfolk. Men hvad hed de? Det forsøger historisk forskningsprojekt nu at finde svaret på.
AF CECILIE BISGAARD
Den danske modstandskamp under Anden Verdenskrig er rigt beskrevet. Men kender du historien om de private og kommunale vagtværn, der måtte tage over, da politiet i efteråret 1944 blev opløst af besættelsesmagten?
Det gør Frederik Madsen, der er jurist og formand for foreningen Zone-Redningskorpsets Venner. Han arbejder lige nu på et historisk forskningsprojekt om Zonen under besættelsen.
»Jeg skriver om civilbeskyttelsen under Besættelsen set gennem Zone-Redningskorpset, som var en privat virksomhed ligesom Falck. Det er en gammel passion – jeg vil gerne bevare mindet om Zonen og Zone-folkene. Zonen blev købt af Falck i 1963, men før det var det et konkurrerende korps, og det er der ikke så mange, der ved noget om i dag,« siger han og fortsætter:
Artiklen fortsætter under faktaboksen
FAKTA: Zone-Redningskorpset
Zonen blev etableret i 1930 af tre tidligere Falck-folk.
Med bruddet fra Falck tog de et antal stationer på Sjælland og Lolland-Falster med sig. Herefter voksede det sig til et landsdækkende redningskorps med stationer i blandt andet Randers, Allingåbro, Auning, Ebeltoft, Grenå, Hadsten, Hobro, Odder, Rønde, Silkeborg, Skanderborg, Viborg og Aarhus.
Virksomhedens økonomiske grundlag bestod – ligesom Falcks i dag – af husstands- og autoabonnementer til private samt kontrakter med stat og kommuner om udførelse af brandslukning, ambulancekørsel med videre.
I 1963 købte Falck Zone-Redningskorpset og skiftede navn til Falck-Zonen. Det hed selskabet frem til 1977, hvor det igen skiftede navn til Falck.
Kilde: Zone-Redningskorpsets Venner
»Det er specielt, at vi i Danmark har en privat virksomhed til at tage sig af samfundsvigtige opgaver. Det findes ikke rigtigt i andre lande på samme måde.«
Selvtægt og øretævekorps
Zone-Redningskorpset havde blandt andet en afdeling i Randers. Og den får en særlig plads i Frederik Madsens store projekt. Hans ambition er at skrive tre bind om Zonen under besættelsen. Det er meningen, at første bind skal udkomme allerede i år, og her skal et kapitel have fokus på Randers og vagtværn.
»Den 19. september 1944 opløste besættelsesmagten det danske politi, og det betød, at der i tiden efter foregik en masse selvtægt. Smedene fra Scandia lavede blandt andet deres eget øretævekorps, hvor de havde deres egen retshåndhævelse af sortbørshandel,« fortæller han.
For at stoppe selvtægten valgte kommunen at lave et vagtværn, der skulle sikre ro og orden. Det blev Zonen-Redningskorpset, der fik den opgave.
»Det specielle i Randers er, at der ved siden af det kommunale vagtværn også var et privat vagtværn. Det kom faktisk før det kommunale. Skræddermester Svend Erik Hultén, der havde forretning i Østergade, organiserede det private vagtværn og havde et kæmpe netværk af frivillige, der deltog,« siger Frederik Madsen.
Artiklen fortsætter under billederne
Hvem er de?
I forbindelse med sin research af Zonens vagtværn i Randers er Frederik Madsen faldet over en række billeder af folk, der dengang var en del af vagtværnet. Billederne er givet til Zone-Redningskorpsets Venners Randers-afdeling af en arving til en af vagtmændene.
»Jeg vil gerne vide, hvem der egentlig var medlemmer. Jeg kan ikke finde en liste nogen steder. Det var et ret stort vagtværn – der er mange mennesker på billederne. Jeg har forsøgt med opslag på Facebook, men det har ikke rigtig givet noget, så jeg håber, at avisens læsere kan hjælpe,« siger han.
Det er lykkedes Frederik Madsen at identificere nogle af personerne på billederne, men langt de fleste er stadig ukendte. Og da bindet med Randers-kapitlet skal udgives i år, håber han, at alle, der bare ved det mindste, hurtigt vil henvende sig til ham.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Ved du noget?
Kan du genkende en eller flere af personerne på billederne af Zonens vagtværn i Randers?
Så vil Frederik Madsen gerne høre fra dig. Han mangler nemlig stadig at sætte navne på de fleste.
Han kan kontaktes på mail via info@zone-redningskorpset.dk.
Modstand fra modstandsbevægelsen
Frederik Madsen fortæller, at der er en ekstra lille krølle på Zonens vagtværns historie i Randers, som gør, at han synes, det er særligt interessant.
»Modstandsbevægelsen i Randers brød sig ikke om vagtværnet. De skrev i oktober i avisen Randers Fronten, at der ikke måtte dannes korps, der kunne gå politiet i bedene, eller som skulle fungere under tyskerne. De kunne kun godkende private vagtværn,« siger han og fortsætter:
Artiklen fortsætter under billedet
»De var bange for, at vagtværnet skulle blive et modstykke til modstandsbevægelsen, hvis de blev sat til at opklare forbrydelser – altså aktioner, som modstandsbevægelsen stod bag. Der er dog ikke noget, der tyder på, at det skete. Og da befrielsen kom, viste det sig, at fire personer fra Zonens vagtværn faktisk havde været med i modstandsbevægelsen.«
»De vovede livet«
Vagtstuen lå dengang i Vestergade lige over for plejehjemmet Lindevænget. I dag mødes Randers’ lokalafdeling af Zone-Redningskorpsets Venner stadig i den gamle vagtstue.
Den lokale formand, Tom Larsen, fortæller, at han er glad for det stykke arbejde, som Frederik Madsen er i gang med.
»Jeg synes, vi skal værdsætte det meget højt. Vi skal værne om historien og ikke pakke 40’erne helt væk. Vi skal respektere og huske Zone-folkenes vovemod. Det, de vovede dengang, var livet. Vi skal ikke glemme dem. Vi skal lære af dem. Jeg kalder dem hverdagens helte,« siger han om Zone-Redningskorpsets arbejde både før, under og efter Besættelsen.
Og så har Tom Larsen fået en historie fortalt, der faktisk handler om de folk i Zone-Redningskorpset i Randers, der også var en del af modstandsbevægelsen.
Artiklen fortsætter under billedet
»Jacob Øster er i midten af 80’erne i dag. Hans far var læge, og han har fortalt mig, at en aften ved skumringstid under krigen ringede telefonen. Kort tid efter tog hans far sin kittel på og sagde: ”Nå, nu er der bud efter mig.” Jacob undrede sig over det, for faren havde jo været på arbejde,« siger han og fortsætter:
»De kiggede ud, og nede i gaden holdt en ambulance. Faren gik ind, og så kørte de. På den anden side af gaden stod to tyske soldater, men de gjorde ikke noget. Det var jo bare en læge på vej ind i en ambulance. Sidenhen fik Jacob at vide, at hans far den dag var på mission for nogle modstandsfolk. De havde et alibi, der var i orden, men de har sikkert flyttet en person, våben eller ammunition.«
