»Jeg elsker at sælge tøj, men jeg er lige så glad for kaffekunder«, siger Jane Thomadsen fra livsstilsbutikken RenStil.
Det skorter ikke på initiativer i Langås hovedgade, hvor Jane Thomadsen har sin livsstilsbutik med tøj, smykker, sko, gourmet- og skønhedsprodukter. Nu er sortimentet udvidet med god kaffe, kakao, saft på flaske og lækker kage, som du kan sidde og nyde i butikkens kaffebar, skriver butikken i en pressemeddelelse.
Jane Thomadsen er bevidst om, at hvis man skal være forretningsdrivende i dag – og endda i en lille landsby – er man nødt til at tænke kreativt:
»Jeg spurgte mig selv: ”Hvad mangler vi i Langå? Hvad kan gøre byen mere attraktiv?” For jo mere liv i byen, jo flere tilflyttere og desto flere handler i butikkerne,« forklarer Jane Thomadsen.
Denne gang synes den initiativrige butiksejer altså, at Langå manglede en kaffebar. Derfor fik hun styr på reglerne og det praktiske og tog en arbejdsweekend med familien. Da butikken åbnede igen, var det med et skønt caféhjørne med en sofa med udkig til butikken og et højt vinduesbord med et par barstole til.
RenStil-indehaveren er overrasket over, at det føles så rart og naturligt at have cafégæster i butikken, som griner, snakker og hygger.
»Det giver virkelig en god stemning, og det gør mig glad. Jeg elsker at sælge tøj, men jeg er lige så glad for kaffekunder. Her er plads til dem, der kommer efter traveturen, kæresteparret eller strikkeklubben. Alle er velkomne her; store og små, for det bidrager alt sammen til en god stemning, som smitter af«, slutter Jane Thomadsen.
Butiksejeren har andre planer i støbeskeen, blandt andet et modeshow 4. april, hvor der vil være tapas fra den nye Langå-virksomhed ASK.