Randers Kommune har udpeget Pernille Skaaning Engamo som ny skoleleder og Pia Moltzen som ny viceskoleleder på Rismølleskolen, med virkning fra 2. april 2024.
Efter en udfordrende periode, hvor Rismølleskolens ledelse og medarbejdere har været under pres og kæmpet med sygemeldinger, har Randers Kommune taget skridt til at skabe en ny begyndelse for skolen. Den nye start kommer i form af en erfaren og kompetent ledelsesduo, bestående af Pernille Skaaning Engamo som skoleleder og Pia Moltzen som viceskoleleder.
Pernille Skaaning Engamo, er nuværende skoleleder på Asferg Skole, mens Pia Moltzen, er viceskoleleder hos Blicherskolen i Spentrup.
Randers Kommunes skolechef, Morten Lyhne, udtaler i en pressemeddelse: »Rismølleskolen står i en ekstraordinær situation, som kræver en ny start og et lederteam med stærke kompetencer og fokus på udvikling. Og det får skolen med Pernille Engamo og Pia Moltzen. De har vist resultater og har den nødvendige erfaring, der matcher skolens behov.«
Den nye ledelse på Rismølleskolen vil også omfatte to nuværende ansatte på Rismølleskolen, nemlig Mette Hadberg Ernstsen som afdelingsleder for 0.-4. årgang og Kevin Hvitfeldt Zeberg som pædagogfaglig leder. Konstitueret skoleleder Anna Margrethe Østergaard vil fortsat være tilknyttet skolens ledelse.
Udfordringer på Rismølleskolen i Randers
En rapport fra Arbejdstilsynet har afsløret, at ansatte på Rismølleskolen udsættes for grov psykisk vold fra elever på især 9. årgang.
Lærere og pædagoger oplever dagligt at blive kaldt krænkende skældsord og øgenavne af eleverne, hvilket har ført til alvorlige personlige konsekvenser og helbredsproblemer for de ansatte.
Både politikere og skolens ledelse reagerede med bekymring over situationen. Der er iværksat tiltag såsom en handleplan og tilførsel af nye medarbejdere, men bekymringerne blandt forældre og medarbejdere har været stor.
Arbejdstilsynet udstedte tidligere på året et strakspåbud til skolen om at løse problemerne, og der er iværksat dialog med forældrene til de elever, der skaber udfordringer.
Samtidig kæmper skolen for at minimere de personlige konsekvenser for de ansatte og skabe et bedre arbejdsmiljø.
I forbindelse med den nye ledelsesstruktur vil den nuværende viceskoleleder, Lene Kristensen, blive overflyttet til Østervangsskolen for at styrke ledelsen der.
Skolechefen udtrykker også sin taknemmelighed over for den tidligere ledelse og understreger vigtigheden af kontinuitet og en permanent ny ledelse for at skabe stabilitet på Rismølleskolen.
»Jeg vil gerne sige en stor tak for indsatsen. Den nuværende ledelse har gennemført tiltag, som var væsentlige i en svær tid. Min vurdering er, at Rismølleskolens elever, medarbejdere og forældre har brug for en ny permanent ledelse og dermed kontinuitet. Med Pernille og Pia får vi netop det,« siger Morten Lyhne.
På Asferg Skole medfører afskeden med Pernille Skaaning Engamo, at nuværende stedfortræder, Louise Gubbertsen, bliver konstitueret som skoleleder, indtil en ny skoleleder er ansat. På Blicherskolen i Spentrup konstitueres Tina Herping som viceskoleleder.