To sikrede tankanlæg i Asferg og ved Fløjstrup er til salg til ‘yderst favorabel pris’.
Lige nu er Randers Kommune i fuld gang med at etablere bassiner til at opbevare forurenet overfladevand fra Nordic Waste ved Assentoft.
Prisen lyder indtil videre på 10 millioner kroner. Det giver utryghed i befolkningen, at en membran i bunden af bassinerne ikke er den dyreste og bedste der findes. Kommunen kan ikke love, at den holder fuldstændig tæt og derfor er blandt andet Assentoft Vandværk bange for drikkevandsinteresserne i området.
Nu viser det sig, at der muligvis findes en anden løsning, der tilmed kunne have været billigere og bedre for borgere, miljøet og for politikernes hang til genvalg.
For to tanklagre med en samlet kapacitet på 120 millioner liter er til salg. Tilmed til en pris til langt under 10 millioner kroner.
Hvad er FDO?
Danske Olieberedskabslagre (FDO) driver tankanlæg og rørledninger, så danske forbrugere, virksomheder og offentlige myndigheder er sikret olie og benzin. FDO har olie, diesel og benzin på lager til mindst 57 dages forbrug.
Sammen med olieselskabernes lagre betyder det, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser om, at have lagre til mindst 81 dages forbrug.FDO er en selvejende organisation og ejes ikke af medlemmerne, der er olieselskaber.
FDO’s lagre er etableret ved, at de danske bilister og olieforbrugere i perioden fra 1965 – 1989 betalte 1 øre pr. liter benzin, diesel og fyringsolie til, at etablere og udbygge de danske olieberedskabslagre.
FDO har to tomme tankanlæg i Randers Kommune. Et ved Asferg mod nord og et ved Fløjstrup i det sydøstlige hjørne af Randers Kommune.Kapaciteten er begge steder på over 60.000 kubikmeter. Tankene står tomme, men er løbende blevet vedligeholdt.
Det er dog uvist, hvad det vil koste at gøre tankene helt klar til at aftage spildevand fra de delvist forurenede bakker ved Ølst, men ifølge Din Avis oplysninger er det ikke i nærheden af 10 millioner kroner.
Selve tankene er løbende blevet vedligeholdt. Der er gode tilkørselsforhold. Der er tilmed kloakafløb med miljøfiltre og sensorer på siderne af tankene, der ville måle eventuelle miljøudslip. Og eksperter med det rette grej ville på meget kort tid afdække, om tankene stadig er helt tætte.
Vil de to tankanlæg koste under 10 millioner kroner?
»Ja, det vil det helt sikkert. Det er min klare vurdering,« siger Peter Dam-Hendriksen, der er direktør i FDO, som ejer de to tankanlæg der har opbevaret benzin og olie i årtider, men for godt ti år siden blev nedlagt.
»Vi har flere lignende anlæg til salg flere steder i Danmark. Og jeg kan sige det på denne måde. De to anlæg i Randers Kommune har ikke nogen nytteværdi for os længere. I stedet bruger vi penge på vand, strøm og el og løbende at vedligeholde de to pladser. Desuden ville det koste os tid og penge at søge fornyede miljøtilladelser til at opbevare olie og benzin i dem igen,« siger Peter Dam-Hendriksen.
Lagrene i Asferg og ved Fløjstrup ligger i landzone og derfor kan alle og enhver ikke blot købe lagrene og bruge dem til hvad som helst. Og det er sandsynligvis også årsagen til, at de endnu ikke er solgt.