Østjyllands Politi søger vidner og naboer med videoovervågning efter knivdrab torsdag aften i Randers.
Jonas Wrede Hansen, Jyllands-Postens Lokalaviser
Den 30-årige mand, som torsdag aften døde efter et knivoverfald i det nordøstlige Randers, blev angrebet foran sin bopæl, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Klokken 21.29 modtog Østjyllands Politi anmeldelsen om knivstikkeriet, hvorefter flere patruljer blev sendt til adressen, hvor den 30-årige mand kort tid efter blev erklæret død. Et større område blev efterfølgende afspærret, og politiet har igennem hele natten været massivt til stede i området for at foretage sporsikring, indhente videoovervågning og tale med vidner, fremgår det af pressemeddelelsen.
Kort tid efter anholdt politiet en 31-årig mand, som en patrulje, der var på vej til gerningsstedet, traf på en nærliggende tankstation. Den 31-årige udviste mistænkelig adfærd og blev af patruljen fundet i besiddelse af genstande, der kunne kobles til gerningsstedet. Han blev derfor sigtet for drabet, fremgår det af pressemeddelelsen.
Ifølge politiet er der dog ikke en umiddelbar relation mellem den formodede drabsmand og offeret
»Det er stadig for tidligt for os at konkludere, hvad der præcist er foregået i tiden op til selve knivstikket, men der er ikke noget, der tyder på, at de to personer har kendt hinanden på forhånd eller haft en forudgående relation,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.
Efterlyser vidner og overvågning
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der måtte have set eller hørt noget i relation til episoden. Politiet beder samtidig beboere i det nærtliggende boligområde om at gennemse videoovervågning fra hus og bil, da der muligvis kan være oplysninger, som er interessante for politiets efterforskning.
Der er nærmere bestemt tale om borgere i området mellem Hadsundvej/Marineborgvej samt Akacievej/Platanvej i 8930 Randers NØ.
»Vi har en formodning om, at vi har fået anholdt den rigtige gerningsmand, og at han har begået drabet alene. Vedkommende er ikke fra lokalområdet, og vi ser sagen som værende dybt ulykkelig,« siger Fleming Nørgaard i pressemeddelelsen.
I løbet af fredagen og weekenden igennem vil politiet fortsat være synligt til stede i området med flere patruljer.
Der forventes fremstilling i grundlovsforhør ved Retten i Randers senere fredag eftermiddag. Her vil anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmode om lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning.