Auktion arrangeret af Venligboerne Randers skal skaffe penge til lift og til arbejdet med sårbare grupper i Randers.

Det bliver en lidt anderledes auktion hos foreningen Venligboerne Randers, når de 21. marts holder en auktion for at skaffe penge til deres forebyggende arbejde, samt til en trappelift der gør det muligt for kørestole og gangbesværede at komme på 1. sal i VenligboHus, der ligger på Hadsundvej.

Auktionarius er erhvervsmanden Per Bilici Sørensen, der blandt andet er kendt som en glødende Randers FC-fan og som er medejer af firmaet Software Fabric, der ligger på Reberbanervej i Randers.

Han vil svinge hammeren over for forskellige værker, oplevelser, signerede bogpakker, merchandise og andre spændende ting. Det mest bemærkelsesværdige er, at du kan byde på to byrådsmedlemmer.

»Vi afslører ikke navnene endnu,« forklarer Karina Hjorth, der er koordinator hos Venligboerne Randers.

Auktionen skal blandt andet skaffe penge til denne lift, der fører Venligboerne op til førstesalen. Indsendt foto

Penge til trappelift

»Formålet er selvfølgelig at samle penge ind til foreningens generelle arbejde for og med udsatte i Randers og omegn, men også til trappeliften der er installeret af vores udlejer, men vi skal selv betale de knap 200.000 kr i alt, som liften koster,« fortæller Karina Hjorth.

Velgørenhedsauktionen finder sted 21. marts Kl. 18-22 i Venligbohus, der ligger i industrikvarteret på Hadsundvej. Jeberg/Andersen duo vil underholde i løbet af aftnen.

Arrangementet er gratis takket være en række sponsorer, men da der kun er 60 pladser, er det nødvendigt at bestille plads på forhånd ved at sende en mail til kontakt@venligboerne-randers.dk