Vejret forventes mildt, men ustadigt den kommende uge, hvor der kommer regn samt perioder med solskin.

Søndagsdøgnet blev en våd omgang mange steder, særligt i den sydlige og østlige del af landet, hvor der typisk faldt 15-25 millimeter regn. Helt så galt bliver det ikke i den kommende uge. Trods alt.

Det bliver mildt og ustadigt, og den kommende uge kommer til at stå i skyernes tegn, lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Der kommer perioder med regn, men enkelte dage kan der komme perioder med solskin.«

»Lige nu ser det ud til, at onsdag kommer til at byde på den største mængde solskin,« siger Jesper Eriksen, som er vagthavende meteorolog.

Mandag i det østjyske kommer til at give et meget godt billede på ugen. Den bliver nemlig præget af gråvejr og en smule regn – derudover dis eller tåge.

»Stedvis kan der dog komme korte kig til solen,« skriver DMI på sin hjemmeside.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem 5 og 8 grader – i nat mellem 3 og 5.

Vinden bliver svag til jævn omkring vest.

Usikker weekend

Weekendens vejr er fortsat usikkert, siger meteorologen.

Vejret skyldes, at Danmark ligger i nærheden af et lavtryk og fronter, som bevæger sig fra vest mod øst over landet.

»Det er egentlig meget almindeligt dansk vejr, altså at en front bevæger sig fra vest mod øst, og at det er ustadigt,« siger Jesper Eriksen.

Han forklarer, at temperaturerne i dagtimerne den kommende uge kommer til at ligge mellem cirka fem og otte graders varme. Om natten vil det blive mellem to og fem grader.

»Som udgangspunkt slipper vi for nattefrost. Det er mildt for den her årstid.«

»Det er ikke kong Vinter, der rasler med sablen,« siger Jesper Eriksen.

/ritzau/