Omdiskuteret skoles sygemeldte skoleleder vender ikke tilbage, men får andre ledelsesopgaver et andet sted i kommunen.
Citathistorie: TV2 Østjylland
Rismølleskolens tidligere leder, Jan Pedersen, er fortsat sygemeldt og vender ikke tilbage på skolen igen.
I stedet får han andre ledelsesopgaver inden for skolevæsenet i Randers Kommune.
Det fremgår af en Aula-besked, som er sendt ud til alle medarbejdere og forældre, og som TV2 Østjylland har fået indsigt i.
»Jeg skriver for at orientere jer om ledelsessituationen på skolen. På baggrund af drøftelser med skoleleder Jan Pedersen er konklusionen, at Jan ikke vender tilbage til Rismølleskolen som skoleleder. Jan Pedersen er for nuværende fortsat sygemeldt og er i bedring, og Jan vil på sigt vende tilbage til andre ledelsesopgaver inden for skolevæsnet i Randers Kommune,« står der i Aula-beskeden, som er underskrevet skolechefen, Morten Lyhne.
Det fremgår også, at Anna Margrethe Østergaard vil fortsætte som konstitueret skoleleder frem til sommerferien.
Herefter vil forvaltningen gå i gang med at rekruttere en ny skoleleder til Rismølleskolen.
Skolechefen forsikrer om, at medarbejdere og bestyrelse vil blive involveret i den proces.
TV2 Østjylland arbejder på en uddybende kommentar til beslutningen fra skolechefen.
Hele sagen kom frem i offentlighedens søgelys, da TV2 Østjylland kunne fortælle, at en gruppe elever på 9. årgang på Rismølleskolen i Dronningborg skaber så meget uro, at det går ud over de ansattes helbred.
De udsættes for psykisk vold i form af at blive kaldt grove skældsord og øgenavne. Det fremgår af en rapport fra Arbejdstilsynet, som har tildelt skolen et strakspåbud om at få styr på udfordringerne.
»Ansatte udsættes flere gange dagligt for psykisk vold fra elever på 9. årgang i form af at blive kaldt skældsord eller øgenavne som ’sædcontainer’, ’skodlærer’, ’klam’, ’fed’, ’kælling’, ’dit skaldede svin’, ’fucking perker’, og ’du er tabt på hovedet som barn’,« står der i rapporten.
»De udsættes også for passive trusler som: ’Jeg henter et bat, så skal jeg nok få fat i den mobil’, ’Vi kan også smadre ham’ (elever i samtale sammen om en ansat) og ’Jeg håber, din søn bliver skadet’,« lyder det videre.