Lokale er utrygge, efter der flere gange er set fremmede luske rundt og kigge ind ad vinduerne.
Citathistorie: TV2 Østjylland
Siddende midt i sin stue fik Niels Præstgaard søndag aften en rigtig ubehagelig overraskelse.
»Jeg ser en god film på tv’et, og pludselig skimter jeg et eller andet ud af øjenkrogen. Så står der en person uden for vinduet og kigger ind,« fortæller han.
Den fremmede person luskede tilsyneladende rundt om Niels Præstgaards hus, og ifølge husejeren viste fodspor i sneen, hvor den ukendte person havde gået.
»Selvfølgelig bliver man utryg, når man får sådan en oplevelse,« siger han.
Og det er han ikke ene om. For flere borgere i byerne Kærby, Blenstrup og Gjerlev, der alle ligger nordøst for Randers, har oplevet lignende, ubehagelige episoder.
Det fremgår af en lokal Facebook-gruppe, hvor flere deler deres oplevelser.
»Mistænkeligt«
Også Jacob Kristensen fra Gjerlev har haft fremmede på sin grund.
»Sporene gik ind midt på terrassen og så tilbage i samme spor. Det virker lidt mistænkeligt,« siger han.
Og der er ikke andre, der kunne finde på at være på matriklen lovligt?
»Jo, der er da nogle af mine venner, der kunne komme forbi for at se, om jeg er hjemme. Men som regel hører jeg fra dem, og det har jeg ikke gjort,« siger Jacob Kristensen.
Østjyllands Politi oplyser til TV2 Østjylland, at man ikke har kendskab til problemstillingen i Gjerlev.
De opfordrer til, at man altid kontakter politiet, hvis man oplever mistænkelig adfærd.
Tilbage hos Niels Præstgaard overvejer han nu, om han skal opgradere sit alarmudstyr på ejendommen, så der også kommer kameraer udenfor op.
»Det er et eller andet sted en ekstra udgift for tryghed,« siger han.