Af Jørgen Andersen, Stenaltvej 6, Dronningborg
Udtalelsen »vi har sejret ad helvede til godt« stammer fra den gamle LO-boss Thomas Nielsen ved hans afsked som LO-formand i 1982. Datidens stærke fagforeningsboss fra Randers.
Det samme følelse må de borgere i Dronningborg, der ihærdigt har indsamlet protester mod en ny udstykningsplan på Tjærbyvangsvej i Dronningborg, have. De må føle, at de har sejret ad helvede til godt.
Ved hjælp af byrådsflertallet fik de forkastet lokalplan nummer 742, som investor Erik Bo Andersen (sidder i byrådet for Østbroen, red.) og forvaltningen i Randers Kommune har brugt rigtig mange timer og økonomiske resurser på at udarbejde. En lokalplan, der var tilpasset til områdets naturlige terræn og øvrige byggerier.
Efter, at plan 742 var forkastet, udarbejdede Erik Bo Andersen en ny plan, hvor der var taget væsentlige hensyn til protester og høringssvar fra borgerne i området. Ligeledes var antallet af boliger væsentligt reduceret. Forvaltningen i Randers Kommune kunne godkende og anbefale det nye planforslag.
På begæring af Peter Møller Kjeldsen (sidder i byrådet for Østbroen, red.) blev det nye planforslag sendt til behandling i byrådet med henblik på at anbefale en ny behandling i Erhvervs- og Planudvalget, hvilket er almindelig kutyme, når en lokalplan er blevet tilrettet efter de høringssvar og protester, der har været til sagen. Byrådsflertallet valgte helt uforståeligt ikke at følge forvaltningens anbefaling.
Byrådsflertallet har på trods af forvaltningens anbefaling i stedet valgt at fastholde den 19 år gamle lokalplan nummer 335, der indeholder mange af de ting, som borgerne har protesteret imod – mulighed for byggeri i to etager, udsigtsforringelse, vejadgange med mere.
Investor Erik Bo Andersen og Randers Kommune er nu tvunget til at følge den gamle lokalplan nummer 335, der på flere områder ikke lever op til de standarder for området, som investor Erik Bo Andersen og forvaltningen havde i den nye tilrettede lokalplan.
Alle har tabt i denne sag. Ansvaret for områdets udvikling ligger nu alene ved byrådsflertallets tåbelige beslutning om at fastholde lokalplan 335. Områdets beboere har sejret ad helvede til dårligt!