Har du lyst til selv at eksperimentere med naturens råvarer? Så læs med her.

AF CECILIE BISGAARD

Dorte og Tom Pedersen, der bor i Uggelhuse, udgiver 29. februar en ny kogebog fyldt med ramsløg-opskrifter. Bogen blev til, efter de selv begyndte at eksperimentere med den grønne plante, som du kan finde i naturen.

De lavede først de klassiske opskrifter, og da de manglede ny inspiration, fandt de ud af, at der ikke fandtes en ramsløg-kogebog. Derfor valgte de selv at skrive en.

Artiklen fortsætter under billedet

Bogen bliver udgivet 29. februar. Den kan købes på nettet, og så kan din lokale boghandel bestille den hjem til dig, hvis den ikke kan købes i butikken. Foto: Cecilie Bisgaard

Ægteparret har ikke altid været interesserede i ramsløg. Det kom først, efter de for tre år siden flyttede til landsbyen ved Randers Fjord. En lokal kok fortalte dem nemlig om, hvor de kunne finde ramsløg, og hvad de kunne bruge dem til.

Forfatterparret ønsker dog ikke at afsløre det præcise sted, hvor de henter deres ramsløg – kun at det er i en skov ved Uggelhuse.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Gode råd til at sanke

– Hiv ikke planter op med rod
– Spred din sankning til flere planter og områder
– Tag aldrig den sidste og efterlad nok til den næste
– Brug altid ’nulre-tricket’, når du sanker ramsløg.
– Når du nulrer ramsløgblade, afgiver bladene kraftig hvidløgsagtig duft. Hvis den duft ikke kommer, når du nulrer bladene, så har du højst sandsynligt fat i en af de giftige planter liljekonval og høsttidløs

Kilde: Vild Mad og Fødevarestyrelsen

De ikke-hemmelige sankesteder

Så hvis du nu er blevet nysgerrig og gerne selv vil prøve at lave mad med ramsløg – hvis du for eksempel vil lave de ramsløg-røsti, som vi har bragt en opskrift på her på vores hjemmeside – hvad gør du så?

Du kan blandt andet bruge appen ’Vild Mad’, der er gratis. Her kan du både lære om, hvad du kan sanke, hvor du kan sanke, og hvad du slet ikke skal sanke.

Ifølge Vild Mad kan du finde ramsløg på Skovbakken og ved Nordre Kirkegård i Randers, i den sydvestlige del af Stevnstrup og i Trudsholm Plantage nord for Havndal.

Artiklen fortsætter under billedet

De første ramsløgskud er begyndt at spire. Bladene kan høstes helt frem til juni. Foto: Cecilie Bisgaard

Derudover kan journalisten af egen erfaring berette, at der også findes ramsløg i skoven, der smyger sig om den nordvestlige del af Assentoft – blandt andet for enden af Klostervej.

Allerede nu er de første skud på vej frem, og helt frem til juni kan du høste plantens blade.

Der er bare en ting, som du skal være opmærksom på, inden du farer ud for at sanke ramsløg. Planten kan nemlig godt minde om de gifte planter liljekonval og høsttidløs.

Ifølge Fødevarestyrelsen er ’nulre-tricket’ den nemmeste måde at sikre sig, at det er ramsløg, man har sanket. Ramsløg har nemlig en kraftig hvidløgsagtigt duft, der bliver aktiveret, når man nulrer bladene. Det har hverken liljekonval eller høsttidløs.