Beboere i Dronningborg frygter, at ler i undergrunden også vil kollapse som lerbakken i Ølst. Hvis der altså bygges ny ringvej i Dronningborg. Kommunen afviser, at det vil ske.
Hvad nu hvis leret også kollapser, som i Ølst, hvis man begynder at etablere en ny ringvej og en støjvold tæt på Rismøllekvarteret i Dronningborg?
Netop den tanke har over 100 beboere fået.
De bor tæt på det område, hvor en ny ringvej mellem Udbyhøjvej og det sidste ben i rundkørslen på Hadsundvej skal føres engang i fremtiden.
Beboerne følger situationen i Ølst meget tæt og føler med de berørte beboere i Ølst, der kan risikere, at deres huse oversvømmes af jord fra et lerskred, hvis altså ikke kommunens plan med at inddæmme jordskreddet virker efter hensigten. Frygten er, at det samme sker for dem.
For flere af husene i Rismøllekvarteret er bygget ovenpå plastisk ler, i øvrigt den samme slags som i Ølst.
»Det bekræfter sådan set det, vi har sagt hele tiden: at plastisk ler er uberegneligt. Og så er det vigtigt at kigge lidt på hældningerne. Den seneste rapport fra Cowi viser, at der er nogle ret stejle hældninger ude i bakkerne. Det er jo det, vi har fået at vide her i Dronningborg, at hvis hældningerne er over 10 procent, så er plastisk ler ikke stabilt i sig selv. Det siger geologerne,« siger ingeniør Per Hovmand, der er talsmand for beboerne i Rismøllekvarteret.
Sagen Kort
Planerne for den nye ringvej i Dronningborg har skabt en del debat og bekymring blandt lokalbefolkningen.
Der har været stor modstand mod den foreslåede linjeføring for forlængelsen af Ringboulevarden, hvilket førte til en underskriftindsamling med over 700 underskrifter.
De er bekymrede for potentielle skader på deres ejendomme, især fordi nogle huse er bygget på plastisk ler, som kan blive ustabilt og føre til skader.
Denne bekymring blev især udtrykt under et borgermøde, hvor omkring 300 mennesker deltog.
Man frygter støj, ødelagt udsigt og effekter på huspriserne i området. Ifølge ingeniør og beboer i Rismøllekvarteret, Per Hovmand, kan plastisk ler forårsage, at grunde synker eller giver sig, hvis de drænes eller belastes, som f.eks. ved etablering af en vej.
Trods disse bekymringer vurderer Randers Kommune og ingeniør- og arkitekturrådgivningsfirmaet COWI, at ringvejen ikke vil forårsage sætningsskader på de nærliggende huse.
Der er planer om at gennemfotografere fundamentet ved alle nærliggende huse for at sikre, at beboerne vil få erstatning, hvis beregningerne ikke holder stik.
Klaske sammen
Hans frygt understøttes af Ole Bjørslev Nielsen, der er lektor emeritus på Institut for Geoscience på Aarhus Universitet. Han kender lergraven i Ølst indgående efter mere end 500 besøg og forskning i området siden 1960’erne.
»Man vil jo lægge en kæmpe belastning oven på det plastiske ler i Dronningborg, med en vold der er ni meter høj, en vold der hælder, og som også kan blive vandmættet som i Ølst. Det er jo at bede om at få problemer, for det risikerer at klaske sammen,« siger han til Din Avis.
Lektoren påpeger, at det er den samme formation af plastisk ler, som løber videre under Randers Fjord til Ølst og tværs over Jylland, helt til England. Den plastiske ler i Dronningborg ligger bare meget tæt på jordoverfladen. Det gør den ikke så mange andre steder.
»Man vil lægge en helvedes masse tons oven på noget, som har en meget begrænset styrke. Og det kan blive vandmættet, og derefter ændrer det sig i princippet til en væske,« lyder forklaringen.
»Vi følger jordskreddet i Ølst ekstremt nøje, fordi vi mener, at man kan lære af det. Og det håber vi også, at politikerne gør. Og ikke mindst forvaltningen, som har rådgivet dem,« siger Per Hovmand.
Millioner til løsning
Selvom direktøren for Udvikling, Miljø og Teknik, Jens Heslop, i den grad følger situationen tæt i Ølst og selvom han har set lerets skræksider og lavet utallige planer for at undgå, at både Alling Å, en landevej og en landsby bliver fortæret af et jordskred, så har kommunen ikke ændret holdning til linjeføringen eller til at bygge i plastisk ler i Dronningborg.
»Vi har ikke grund til at tro, at det samme vil ske i Dronningborg. Desuden har vi i den kommende planlægning og kortlægning af linjeføringen afsat en del millioner kroner de kommende år til at finde løsninger til at bearbejde leret og gøre det fast og sikkert at arbejde med,« lyder det fra Jens Heslop.«