Hvor skal borgerne, som boligerne var tiltænkt, bo? Og hvad skal der ske med de opførte boliger?
AF CECILIE BISGAARD
Det var meningen, at ti beboere med udviklingshandicap skulle flytte ind i de nye boliger, der er blevet opført ved botilbuddet Neptunhus i Paderup.
Men efter en klage blev byggetilladelsen ophævet af Planklagenævnet. Og siden har det vist sig, at man ikke kunne lave en ændring i lokalplanen, der muliggør boligerne, når man samtidig skal overholde de gældende støjgrænser. Det skriver forvaltningen i en orientering til Socialudvalget.
Derfor er forvaltningen nu i gang med at finde ud af, hvor man så skal placere de ti boliger – og hvor de personer, der skulle flytte ind, nu skal bo.
En mangler bolig nu
Ifølge orienteringen var der fem personer, som, forvaltningen konkret havde regnet med, skulle flytte ind på Neptunhus.
»Fælles for fire af de fem borgere er, at de befinder sig i rammer, der aktuelt fungerer. Rammerne vurderes imidlertid ikke at være optimale på længere sigt. De fire borgere opholder sig i botilbud i Randers Kommune – heraf bor to borgere på Neptunvej i det eksisterende botilbud,« skriver forvaltningen.
Den sidste person har boet i et midlertidigt botilbud uden for Randers Kommune. Det er nu blevet opsagt, og derfor arbejder man på at finde ”en ny løsning for at varetage borgerens støttebehov”. Så i skrivende stund er der kun en borger, som man nu og her skal finde et nyt sted at bo til.
Artiklen fortsætter under billedet
En del af større helhed
Da man besluttede at bygge de ti boliger til Neptunhus, var det en del af en større plan for at opfylde et stigende behov for boliger til borgere med særlige behov.
»Da de ti boliger dermed er en del af en helhed, hvor der er flere forhold, der skal gå op i en højere enhed, vil forvaltningen foretage en samlet vurdering af konsekvenserne for de øvrige byggerier og tidsperspektivet i planen. Socialområdet vil også undersøge, om der kan tænkes i andre løsninger, som indeholder andre typer af nybyggerier og ombygninger end først planlagt,« skriver forvaltningen om det videre arbejde.
På næste byrådsmøde i slutningen af januar skal politikerne desuden tage stilling til, om man skal undersøge, hvad der er af alternativ benyttelse af boligerne i Paderup, der er opført.
De økonomiske konsekvenser kendes endnu ikke.