Så selvom det går i den forkerte retning et sted, så ser det faktisk rigtig godt ud for to andre randrusianske boligområder.

AF CECILIE BISGAARD

Hermann Stillingsvej-området i Randers er ikke længere i fare for at få det trælse stempel ’udsat boligområde’. Det skriver forvaltningen i en orientering til politikerne i Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget.

Din Avis har tidligere beskrevet, hvordan både Jennumparken og Glarbjergvej-området allerede er på listen over udsatte boligområder, som bliver udarbejdet af Social- og Boligstyrelsen, og hvordan Hermann Stillingsvej-området, der ligger i firkanten mellem Østervangsvej, Regionshospitalet Randers, Bækkestien og Udbyhøjvej, var tæt på at ende på samme liste.

Men nu ser det anderledes ud – men desværre ikke, fordi det er gået i den rigtige retning. Tværtimod.

Reddet af færre beboere

Forvaltningen skriver, at andelen af beboere, der er dømt for visse lovovertrædelser, nu overstiger grænsen. Ved sidste opgørelse lå Hermann Stillingsvej-området under på dette parameter, og det var medvirkende til, at området ikke blev stemplet som udsat.

Og da andelen af borgere, der hverken er i arbejde eller uddannelse, ligesom ved sidste opgørelse ligger over kriteriegrænsen, er der ikke gode nyheder.

Der måles nemlig på fire ting, når man skal afgøre, om et boligområde er udsat: arbejde, uddannelse, kriminalitet og indkomst. Hvis et boligområde overstiger grænsen på bare to af parametrene, så havner det på listen.

FAKTA: Hvad er et udsat boligområde?

Opfylder et alment boligområde med flere end 1.000 beboere to eller flere af disse kriterier, betegnes området som et udsat boligområde:

1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent
2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet
3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der kun har gennemført grundskolen, overstiger 60 procent af samtlige beboere i aldersgruppen
4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusiv uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen

Kilde: Randers Kommune

Men hvorfor er Hermann Stillingsvej-området så ikke endt på listen over udsatte boligområder i Danmark?

Man tager kun områder i betragtning, hvor der bor flere end 1.000 beboere. Da den sidste opgørelse blev lavet, boede der lidt flere end 1.000 beboere i Hermann Stillingsvej-området. Nu bor der færre end 1.000, og det alene er grunden til, at netop det område ikke er kommet på listen over udsatte boligområder.

Den rigtige vej: Tiltag virker

Heldigvis er der gode takter, når det kommer til de to boligområder i Randers, der i alle de år, listen er blevet opgjort, har figureret på listen over udsatte boligområder.

”Glarbjergvej-området er særdeles tæt på at komme af listen,” skriver forvaltningen i orienteringen.

40,6 procent af indbyggerne i det område er hverken i arbejde eller uddannelse. Grænsen er 40 procent.

60,3 procent af indbyggerne i aldersgruppen 30-59 år har grundskolen som deres højeste uddannelsesniveau. Grænsen er 60 procent – og ifølge forvaltning er der kun to personer, der her gør udslaget.

Artiklen fortsætter under tabellen

De røde markeringer viser, hvor boligområderne overstiger parametrene for udsatte boligområder. Hvis et boligområde overskrider to parametre, ender det på listen. Tabel: Randers Kommune

Forvaltningen skriver, at der er sket et stort fald i antallet af borgere, der ikke er i arbejde eller uddannelse. De gætter selv på, at det skyldes, at der 1. marts 2022 blev indført kombineret udlejning i Glarbjergvej-området, hvilket betyder et stop for indflytning af en række målgrupper på offentlig forsørgelse. Samme år blev der også indført stop for indflytning af kriminelle og krav for boligsøgende om at vise straffeattest. De regner med, at tiltagene vil slå endnu tydeligere igennem til næste år.

Fremgang gange fire

Det er de samme to parametre, der gør, at Jennumparken også er at finde på listen over udsatte boligområder i Danmark. Her er det 43,4 procent, der hverken er i uddannelse eller arbejde, og 63 procent, der har grundskolen som deres højeste uddannelse.

Faktisk er Jennumparken det boligområde på listen, der har den tredjehøjeste andel af beboere, der ikke er i arbejde eller uddannelse. Så selvom det er under 3 procentpoint mere end Glarbjergvej-området, er det altså meget højt.

Men – det går heldigvis fremad. Der har nemlig været en positiv udvikling på alle fire parametre fra sidste gang, Social- og Boligstyrelsen offentlig gjorde listen over udsatte boligområder.