Det gælder allerede fra i aften.
På grund af risiko for kraftig snefygning fraråder Østjyllands Politi al unødig udkørsel i hele politikredsen fra tirsdag aften klokken 23 til onsdag formiddag klokken 10.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politikredsen dækker Randers, Aarhus, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, og Samsø Kommuner.
Der kan komme en del sne på vejen, og sigtbarheden kan blive kraftigt forringet, hvilket kan skabe trafikale udfordringer.
Østjyllands Politi opfordrer særligt vognmænd og lastbilchauffører til at være opmærksomme på situationen på vejene og overveje en ekstra gang, om det er nødvendigt at køre ud, da der blandt andet under den seneste snestorm var en del lastbiler, der havde store problemer på vejene.
Det var en del af årsagen til, at personer i en over 30 kilometer lang kø måtte overnatte i deres biler.
Når politiet fraråder al unødig udkørsel, så skal du spørge sig selv som bilist, om det er strengt nødvendigt at tage ud at køre.
Det kan være, du skal snakke med sin arbejdsgiver om, hvorvidt du kan arbejde hjemme, og du kan overveje, om du skal udskyde indkøbsturen og besøget hos familien, skriver Østjyllands Politi pressemeddelelsen.
Hvis du vurderer, at det er nødvendigt at køre afsted, så forbered dig inden.
Tag tæpper, mad og drikkevarer, varmt tøj og skovl med i bilen, så du er bedre rustet, hvis du skulle blive fanget i en snedrive på vejen.