Vi ser på året, der netop er gået, og de ting, der skete i løbet af 2023. Her kan du se højdepunkterne fra årets sidste fire måneder. Hvis du vil se, hvad der skete i de andre måneder, kan du finde det i de to foregående aviser og på Din Avis’ hjemmeside.
AF CECILIE BISGAARD
Du kan finde højdepunkterne fra januar, februar, marts og april her
Du kan finde højdepunkterne fra maj, juni, juli og august her
September
I år tog det ikke lang tid for politikerne i byrådet at forhandle en budgetaftale på plads. Den landede allerede i slutningen af september. Og det nye budget kommer især Dronningborg til gode.
Det flertal af politikerne, der forhandlede budgettet på plads, blev nemlig enige om at sætte yderligere 30 millioner kroner af til en ny hal i området (der var allerede sat 19 millioner kroner af). Den gamle hal måtte lukke omgående tidligere på året, fordi manglende vedligehold havde gjort den for farlig at opholde sig i.
Der blev også sat 26,1 millioner kroner af til et plejehjem i Dronningborg.
I tidernes morgen godkendte politikerne et projekt, der både indeholdt ny daginstitution, nyt plejehjem og ny hal til Dronningborg i det område, hvor den lukkede hal ligger i dag. Blandt andet på grund af stigende byggepriser blev det projekt udskudt.
Det betød, at den gamle hal pludselig skulle opdateres for millioner, hvis der fortsat skulle være drift. Det var der ikke penge til, og til sidst måtte man lukke den af sikkerhedsmæssige årsager.
Efter projektet blev sat på pause, kom der så massivt et pres på børnepasningen i hele Randers Kommune, at politikerne var nødt til at tage daginstitutionen med både børnehave og vuggestue ud af det samlede projekt, så den kunne blive opført. Første spadestik blev taget i starten af december.
Og nu er der altså fundet penge til resten af det store samlede projekt.
Apropos pres på børnepasningen, så blev det også besluttet, at der skulle sættes 38 millioner kroner af til endnu en ny daginstitution, der skal have plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Det er endnu ikke besluttet, hvor den skal ligge.
Oktober
Hun lagde ikke skjul på, at det var hårdt. Sindssygt hårdt. 28-årige Louise Hede Jensen deltog i oktober i VM i ironman.
Selvom hun ’kun’ er amatør, og VM både er for amatører og professionelle, så gik det rigtig godt for den lokale triatlet, der bor i Vorup. Hun blev nemlig den 161. hurtigste kvinde – og nummer 21 i sin aldersgruppe. Og faktisk blev hun den hurtigste danske kvindelige amatør – kun overgået af to professionelle kvinder.
»Det var rigtig fedt at få Danmarks hurtigste amatørtid. Det havde jeg ikke regnet med. Og jeg er ret stolt af, at jeg fik den hurtigste danske tid i min aldersgruppe,« sagde hun efter VM.
Det var også i oktober, at de sidste par måneders helt store samtaleemne blev ’født’. I slutningen af måneden blev Bar Roma nemlig indviet.
Hvis du skulle være i tvivl om, hvad Bar Roma er, så er det den otte meter lange skulptur, der ligger ned midt på Thors Trappe. Manden bag er bysbarnet og den anerkendte kunstner Erik A. Frandsen.
»Erik A. Frandsen er født i Randers, så det her gør han med åbne øjne. Han ved godt, hvad det vil medføre af kritik og holdninger til kunstværket. Han er ligeglad med, hvad der står på Facebook Randers,« sagde Lise Jeppesen, der er museumsdirektør på Randers Kunstmuseum, op til indvielsen.
Og kritik kom der. På Facebook er Bar Roma både blevet kaldt en øjebæ, en Ronald McDonald-figur, klovn, Væltepeter og det, der er værre. Der er dog også folk, der kan se det smukke ved kunsten, og som synes, den klæder Randers.
November
En ny vejføring i et kryds viste sig at volde bilisterne lidt flere udfordringer, end man nok havde regnet med. I november bragte Din Avis i hvert fald billeder af biler, der kørte i venstre side af vejen, der kørte over spærreflader ud på et område, der slet ikke er en vejbane, og biler, der kørte direkte ovenpå midterstriberne.
En af beboerne kaldte løsningen for noget »juks«, andre var utilfredse med parkeringsløsningen, og andre var utrygge ved, om ambulancer og brandbiler ville kunne komme helt op til deres opgang – redningstjenesten forsikrede dog om, at det ikke ville blive et problem.
Det blev til flere artikler om krydset ved Møllegade, Biografgade, Nørrestræde og Schousgade, og i sidste ende førte det til et beboermøde i december, hvor en sektionsleder fra kommunen efterfølgende sagde, at han var »99 procent sikker på, at der kommer ændringer i området«.
Randers’ ældste sportsklub rundede en stor milepæl i november. Randers Freja kunne nemlig fejre 125-års-fødselsdag i starten af måneden.
Det blev fejret på dagen med en reception, hvor både nuværende og tidligere idrætsudøvere og klub-personer deltog.
»Jeg har brugt hele mit liv i Randers Freja. Jeg har haft stort set alle poster. I 1967 blev jeg holdleder for fodbolden, og samme år blev jeg også kasserer. Jeg har været med på flere ture i udlandet. Der er mange minder fra dengang. Og jeg kommer stadig til kampene,« fortalte Eigil Christensen, der ovenikøbet er æresmedlem i klubben.
Senere blev jubilæet også fejret med en fest, hvor alle nuværende og tidligere medlemmer var inviteret. Her var den kendte tv-vært Christian Degn, der bor i Randers, konferencier, og ved samme lejlighed blev der udnævnt tre nye æresmedlemmer. Den titel har kun 15 personer i løbet af 125 år opnået.
December
En regulær miljøkatastrofe truede i midten og slutningen af december. Forurenet jord fra Nordic Waste-værket syd for Ølst var på grund af store vandmængder fra oven på vej ned i Alling Å.
I starten kæmpede Nordic Waste selv mod katastrofen. Men på grund af sikkerhedshensyn valgte de med kort varsel at stoppe deres arbejde, og så måtte Randers Kommune tage over.
»Det er alvorligt,« sagde Jens Heslop, der er direktør for Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune.
I forbindelse med arbejdet for at sikre Alling Å måtte Gammel Århusvej spærres fra byskiltet ved Ølst til Erslevvej, og de mange bilister, der hver dag kører den vej, måtte altså finde alternative ruter.
Tidligere på måneden var Nordic Waste også udsat for et betydeligt jordskred, der resulterede i, at værket måtte rive flere bygninger ned.
På månedens første dag kom det frem, at byrådsmedlemmet Anker Boje (S) ønskede at være Socialdemokratiets randrusianske borgmesterkandidat. Medlemmerne af partiet kunne således se frem til et kampvalg mellem ham og den nuværende borgmester Torben Hansen i starten af 2024.
Men bliver der nu også et kampvalg?
Det står nemlig i partiets vedtægter, at kandidater skal finde 25 stillere – altså 25 personer, der støtter dem – før man kan vælges. Det vidste Anker Boje ikke, for han kunne hverken finde vedtægterne på partiets hjemmeside eller andre steder.
Først efter opstillingsfristen fandt han ud af det. Men så tog det ham også kun to dage at finde stillere nok – og han fandt endda 46 personer, der kunne stå inde for ham.
»Jeg melder mig som kandidat. Og så begynder man at lave alle de her problemer efterfølgende. Det er jeg faktisk rigtig og brændende ked af. Det er, som om de leder efter nålen i høstakken for at få mig ud igen,« sagde Anker Boje.
Kan denne procedurefejl komme til at koste ham sin opstilling? Det er der faktisk ingen, der rigtig kan svare på
For formanden for den lokale afdeling af partiet blev sygemeldt, kort før fristen udløb. Næstformanden – som lige nu er fungerende formand – siger, at »vi er i en proces, hvor jeg ikke kan melde noget ud lige nu og her«.
Så Anker Boje måtte gå på juleferie med uvished om hans kandidatur.