Nybolig Kronjylland–Randers og Nybolig Bjerringbro får nu Victor Duval Rose som medindehaver af de to forretninger.
Thomas Viggo Vandfoss kommer fra 1. januar til at dele ejerskabet af Nybolig Kronjylland–Randers og Nybolig Bjerringbro med den 28-årige Victor Duval Rose.
Fra 1. januar 2024 indtræder han som medindehaver af de to forretninger.
Det fortæller ejendmæglerfirmaet med adresse på Udbyhøjvej i en pressemeddelelse.
Sammen med Thomas Viggo Vandfoss får Victor Duval Rose ansvaret for de samlet 10 medarbejdere, der bl.a. også tæller Thomas’ far, Viggo Pedersen, der grundlagde virksomheden tilbage i 1975.
Victor Duval Rose, der fornylig er flyttet i hus i den nyere del af Romalt, startede ejendomsmæglerkarrieren hos John Frandsen A/S og blev ansat hos Nybolig Kronjylland–Randers og Nybolig Bjerringbro for et par år siden.
»Victor har længe udvist et stort engagement, og er undervejs i vores samarbejde blevet betroet stadig flere opgaver, også på det ledelsesmæssige plan. Derfor er det kun et helt naturligt næste skridt at invitere Victor med ind i ejerkredsen,« siger indehaver Thomas Viggo Vandfoss.
Begge forretninger er i 2021 og 2022 kåret som såkaldte eliteforretninger i Nybolig-kæden, og i december måned blev Nybolig Kronjylland udpeget til at være blandt de otte forretninger i landet, der har præsteret bedst i 2023.