Han har altid haft en ønske om at hjælpe andre. Og naturen har i hele hans liv været det sted, han søgte, når livet blev svært. Så det giver Dennis Domino nu videre.

AF CECILIE BISGAARD

Dennis Domino var begyndt at føle sig ensom. Han følte, at hans omgangskreds blev mindre og mindre.

»Jeg kom til at tænke på, at min kalender aldrig var ret fyldt, så jeg besluttede mig for at bruge den bagage, som jeg har, til at hjælpe andre,« siger han.

Det med bagagen vender vi tilbage til.

Det var altså blandt andet ensomheden, der for et år siden gjorde, at han fik idéen om at starte et gratis naturfællesskab. Ret kort tid efter poppede navnet op i hans hoved. Det skulle selvfølgelig hedder ’Natur der dur’.

10. september startede han en facebookgruppe med samme navn, og siden har han haft forskellige mennesker med ud på ture i naturen. Men der gik alligevel næsten et år, fra idéen opstod, til den blev ført ud i livet.

Artiklen fortsætter under billedet

Dennis Domino er opvokset i Mellerup. Her bor han stadig. Derfor kender han naturen omkring landsbyen ud og ind. Foto: Cecilie Bisgaard

»I september var min nu ekskone og jeg i en krise. Der tænkte jeg, at det skulle være nu. Jeg var nødt til at finde noget, som jeg kunne være stolt af at lave. Så kunne jeg samtidig bekæmpe ensomheden og hjælpe andre, som jeg havde et stort ønske om,« fortæller Dennis Domino.

Alt liv vågner

Mange af naturoplevelserne foregår på fjorden ved Mellerup. Her bor Dennis Domino, og det er her han også er vokset op.

»Jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang sov nede ved fjorden med min bedste ven. Naturen herude kender jeg ud og ind. Jeg viser naturen, som jeg ser og kender den,« fortæller han.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Natur der dur

’Natur der dur’ er et gratis tilbud om naturoplevelser, som Dennis Domino, der bor i Mellerup, står bag.
Man kan blandt andet komme med på fjordjagt eller overnatte på Kanaløen. Det kan også bare være bålmad eller en gåtur.
Det hele er gratis, fordi to sponsorer, Tækkekompagniet og Slotsgartneren, betaler udgifterne til blandt andet tøj og benzin.
Du kan finde ’Natur der dur – Oplevelser på Randers Fjord’ på Facebook.

Med fællesskabet ’Natur der dur’ har han indtil videre arrangeret gåture i Randers og ture på fjorden i hans seks meter lange, grønne Uggelhuse-pram, der med sin flade bund er bygget til fiskeri og jagt på Randers Fjord.

»Det er en fantastisk oplevelse at sejle ind i sivene og så slukke motoren. Efter 15 minutter vågner alt liv omkring en. Naturen er så tæt på. Jeg ser tit isfugle 30 centimeter væk fra båden. Der er skalleslugere og sæler. Carlo (Dennis Dominos hund, red.) og en sæl har siddet og kigget på hinanden kun 15 meter væk,« siger han.

Tidligere kriminel stofmisbruger

Naturen har altid været et slags helle for Dennis Domino. Især når livet har været svært. Der var dog en periode i hans liv, hvor det ikke fyldte så meget. Det er her bagagen kommer ind i billedet.

»Jeg har været stofmisbruger og lavet en del kriminalitet i forhold til stoffer, da jeg var ung. Jeg har været ved at dø to gange af en overdosis. Den sidste gang lå jeg på intensiv med 300 kroner på lommen, og det var alt, hvad jeg havde. Jeg tænkte ’nu gider jeg simpelthen ikke mere’. Og nu har jeg ikke rørt stoffer i 16 år,« siger Dennis Domino, der i dag er 35 år, og fortsætter:

»I dag laver jeg alle de ting, jeg altid har drømt om. Jeg er blevet husejer, og jeg har ’Natur der dur’, hvor jeg hjælper andre og giver noget igen. Naturen er jeg altid vendt tilbage til. I den tid, jeg var kriminel, slap jeg det. Men nu er jeg vendt tilbage.«

Derfor vil han gerne give sin måde at se naturen på videre. Nogle af de personer, som han har haft med på fjordjagt er blandt andet unge mennesker, der har diverse udfordringer.

Artiklen fortsætter efter boksen

Mellerup Fjord

Dennis Domino skriver digte og drømmer om en dag at udgive en digtsamling. Inspirationen til digtene finder han blandt andet, når han opholder sig i naturen.
Han har blandt andet skrevet dette digt, som han kalder ’Mellerup Fjord’:

Ved den her fjord,
Er fortidens spor,
Mens nye generationer gror.

Den her følelse af bare at være, giver mig kuldegys
Mens båden rammes af det første lys.

Her på det her vand
Kan man være en simpel mand.

Tankernes tunge vægt
Bliver let som luft, for det nærer du min dybeste respekt.

Lykken vil være en and,
Men det er nok at bruge min tid på dit klare vand.

Jeg håber stadig at være på dit vand, når jeg bliver gammel og grå,
Før tiden går i stå

»Der er mennesker, der har brug for stilheden – eller at snakke med en, der ved, hvad de kommer fra. På gåturene har der også været nogen, der er ensomme. Andre kan bare godt lide at gå og synes, det er kedeligt at gøre det alene. Og det er sådan, det skal være. ’Natur der dur’ er for alle,« siger han og fortsætter:

»Det er gratis, for så kan jeg få nogen med, som ellers aldrig ville opleve naturen. Jeg havde en ung mand med ude, og han skrev efterfølgende: ’tak, fordi du har gjort mig fuldstændig bidt af fjorden’.«

»Det er meget specielt«

Dennis Domino vil så gerne give naturen videre til andre, at han endda vil arrangere ture, som han ikke selv skal med på.

»Hvis man bare gerne vil prøve at sove i shelter på Kanaløen, så vil jeg gerne sejle folk derover og hente dem igen. Jeg vil også gerne hjælpe dem med at starte en båd, og jeg bliver gerne ved telefonen hele aftenen, så jeg kan sejle over med noget, hvis de mangler det,« siger han.

Men indtil videre har det været fjordjagterne efter ænder, der har været den mest populære oplevelse.

»Det er meget specielt at sejle ud i mørke og se solen stige op over fjorden. Men du skal vide, hvad du laver. Det er fjorden, der bestemmer, om vi skal afsted, og du skal kunne læse vind og vejr for at sejle sikkert,« siger han og fortsætter:

»Og så glæder jeg mig bare til at møde alle de mennesker, som vil med. Det er fedt, at der er nogen, der interesserer sig for det.«