Bibliotek og kulturhus har fået sin indgang tilbage, efter mere end års renoveringer af blandt andet tag og lokaler.
Efter lang tids ombygning af den ikoniske bygning i Stemannsgade i Randers centrum, har Kulturhuset og Hovedbiblioteket nu åbnet op til den gamle indgang igen.
Via en helt ny svingdør kommer du nu ind i en nyrenoveret forhal. Herfra er der adgang til elevatoren, nye handicaptoiletter og renoverede trapper til Kulturhusets Café, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum.
Trapperne til Kulturhusets Café, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum har fået et helt nyt udtryk med glasværn, lysspots ud for hvert trin og et ovenlysvindue, det inviterer dagslyset ned gennem hele bygningen.
»Vi har glædet os utrolig længe til at dele det flotte resultat af ombygningen med brugerne af Kulturhuset. Nu får vi glæde af den øgede tilgængelighed, den flotte forhal med plads til ophold og de mere skjulte forbedringer af taget og driften af elevatoren. Og vi har meget mere at se frem til; blandt andet med udsmykning af den nye grønnegård og opholdsrummet i kælderen. Vi fejrer det hele med en stor åbningsfest i foråret 2024,« siger bibliotekschef Lone Føgh Westphall i en pressemeddelse.
Ombygningen har trukket ud på grund af mange forskellige faktorer, der primært knytter sig til den specielle bygningskonstruktion, og derfor arbejder håndværkerne stadig på at færdiggøre projektet. Blandt andet mangler der indvendig finish af elevatoren, skiltning og møblement er på vej, og gården i midten af bygningen står snart klar til at blive forvandlet til en grøn oase med trægulv, scene og plantekasser.
Den midlertidige indgang fra Jens Otto Krags Plads er nu lukket, og indgangen til Hovedbiblioteket findes som førhen fra forhallen til Kulturhuset.