Danish Crown har trods modgang løftet omsætningen med fem procent i regnskabsåret 2022/23.
Et tilbageslag for eksporten af dansk grisekød til højprismarkederne uden for Europa, høj inflation, stigende renter og engangsomkostninger til tilpasning af produktionskapaciteten sætter sit præg på Danish Crowns årsregnskab for 2022/23. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Omvendt er omsætningen løftet med fem procent fra 64,2 til 67,6 milliarder kroner, og den gennemsnitlige afregning for andelsejernes leverancer af grise har været den højeste i næsten 40 år.
»Det var en giftig cocktail, der ramte os, men vi har reageret konsekvent og taget de nødvendige beslutninger. Vi kan ikke være tilfredse med regnskabet, men det er vigtigt at holde fast i, at vi trods alt har evnet at betale en pris for andelsejernes leverancer af slagtedyr, der har sikret dem en rimelig indtjening. Det ændrer dog ikke på, at vores afregning for grise i et europæisk perspektiv ikke har været konkurrencedygtig, og det skal vi have rettet op på,« siger Jais Valeur, der er Group CEO i Danish Crown, i pressemeddelelsen.
Danish Crowns driftsindtjening falder fra 2.885 millioner kroner til 2.398 millioner kroner.
Samtidig er renteudgifterne øget med 310 millioner kroner, og nedlukning af to fabriksanlæg i henholdsvis Sæby og tyske Boizenburg kostede 200 millioner kroner. Modsat faldt skattebetalingen med 286 millioner kroner, så nettoresultatet lander på 1.469 millioner kroner mod 2.180 millioner kroner i 2021/22.
Bestyrelsen foreslår en restbetaling på 1,10 kroner pr. kilo for grise og søer og 1,30 kroner pr. kilo for kreaturer, så der sendes godt 1,2 milliarder kroner tilbage til andelsejerne. For en landmand, der årligt leverer 10.000 grise til Danish Crown, svarer det til cirka en million kroner.
Færre ansatte
Danish Crown vil ved udgangen af kalenderåret 2023 have sagt farvel til omkring 1.500 produktionsmedarbejdere og flere end 200 funktionærer i kerneforretningen BU Danish Crown.
»Vi har lanceret et besparelses- og forbedringsprogram, der over en toårig periode skal løfte indtjeningen med 1,5 milliarder kroner. Som en konsekvens har vi desværre sagt farvel til over 1.700 kollegaer i vores kerneforretning det seneste år. Allerede nu ser vi dog betydelige fremskridt, hvilket er positivt for både Danish Crowns ejere og koncernens over 25.000 medarbejdere. Vi skylder dem tak for deres indsats i et år præget af uro. Jeg er fuld af respekt for det engagement, de møder med hver eneste dag,« siger Jais Valeur.
I november sidste år fik Danish Crown godkendt sine klimamål af FN-partnerskabet Science Based Targets Initiatives, så der nu er lagt en ambitiøs, videnskabsbaseret køreplan for en mere bæredygtig fremtid frem mod 2030.