Bo Ørris og Niels Jørgen Ramsdal er optaget som æresnisser i Randers.
Det blev to personer, der har noget med heste at gøre, der blev valgt som årets æresnisser i Randers. Men på hver sin måde.
For mens Bo Ørris er speaker under Randers FC’s kampe og dermed holder med ’hestene’, så har kusk Niels Jørgen Ramsdal at gøre med de ægte af slagsen.
Det er 48. gang, at der udnævnes æresnisser.
»Vi er faktisk tilbage i 1975, hvor Blæseorkestret Søndermarkens navnkundige og utrættelige PR-mand Kristian Høgh opfandt Randers Nisserne,« fortalte overæresnisse Frank Nielsen, inden han foran en del nuværende æresnisser på Randers Rådhus kunne udnævne både Bo Ørris Nielsen fra Radio ABC og Niels Jørgen Ramsdal, der med hestene Walter og Carlo sender folk på hestevognsture rundt i Randers.
»Der er plads til 25 voksne eller 30 børn og bygget som en tro kopi af ’Hønen’, som står på Københavns sporvognsmuseum,« kunne Frank Nielsen fortælle.
Æresnisserne i tal
Borgmester Kristen Gjøttrup var den første æresnisse i 1975.
Den længst nulevende nisse er tidligere borgmester Keld Hüttel, som blev nisse i 1977.
Kaj toft Nielsen (æresnisse 1988) har 35-års jubilæum.
Torben Hansen (æresnisse 1998) Har 25-års jubilæum.
Henrik Herold (æresnisse 2003) Har 20-års jubilæum.
Michael Aastrup Jensen (æresnisse 2003) Har 20-års jubilæum.
Speaker for ’hestene’
Da han kom til Bo Ørris lød det således:
»I år har vi ønsket at hædre en kendt Randers-stemme. En stemme, som du møder om morgenen, i løbet af dagen, om aftenen, i weekenden – ja, hele tiden. En rigtig morgennisse, en rigtig snakkenisse, en rigtig speakernisse og så sandelig også en rigtig golfnisse. Han har i snart 25 år vækket os blidt om morgenen med musik og kommentarer i radioen. Til fodbold holder han styr på, at vi råber højt, når Randers FC scorer og synger med på ’Der var mål til Randers FC’,« lød det i talen, inden Bo Ørris lidt benovet fik titlen som æresnisse.
»Vi håber, I fortsat vil være gode ambassadør for Randers by, julen – og ikke mindst Randers Nisserne – og I vil gøre alt for at udbrede kendskabet til Randers – og så vidt muligt møde op, når æresnisserne mødes en gang om året for at vælge nye æresnisser,« sluttede Frank Nielsen af.
Kriterierne for Årets æresnisse
En der har gjort noget for byen, En der har gjort noget for julen, En der har sat noget i gang, En der har lavet noget for byen, En der har gjort noget for at få folk til Randers, Eller en der har bragt Randers på landkortet, En der har været en god ambassadør for Randers.