December-gæster på Gammel Estrup kan opleve den julepyntede herregård og se, hvordan både herskab og tjenestefolk forberedte sig til julen for 100 år siden.
AF SIMON CARLSON
Hele julemåneden kan man opleve særudstillingen ’Jul for herskab og tjenestefolk’, når hele herregården er pyntet op til jul.
»I Spisestuen er der dækket op til herskabets julemiddag, og i Riddersalen stråler juletræet. I stuerne kan man se, hvor grevefamilien drak kaffe efter middagen, før juletræet blev tændt, og hvor børnene efter juletræsdansen nød deres gaver, og familien samledes om flyglet og sang julesange,« fortæller museumsinspektør Marie Aaberg Andersen i en pressemeddelelse.
»Man kan også besøge husjomfruen i Herregårdskøkkenet, der fremtryller julens bagværk på det store brændekomfur og serverer kaffe fra den store Madam Blå. Og de mindste kan gå på opdagelse i kælderen og hjælpe herregårdsnissen med forskellige opgaver,« siger hun.
Travl tid
Udgangspunktet for jul på Gammel Estrup er historien om den vigtige og travle tid, som julen var på herregården for godt 100 år siden. Der var nemlig meget at gøre både for herskabet og ikke mindst tjenestefolkene, som måtte i gang med juleforberedelserne flere måneder før højtiden, fortæller museumsinspektøren.
»Tilbage i 1918 kunne Christen greve Scheel fejre sin første jul på Gammel Estrup. Det var en tid, hvor der stadig var herskab og tjenestefolk, og hvor der endnu blev ført stort hus på herregården – ikke mindst i julen, hvor grevefamilien var samlet, og man havde mange overnattende gæster. For herskabet gik juledagene efter juleaften med jagter, kaneture, julelege, juleselskaber og baller med nabogodserne, mens tjenestefolkene havde travlt med at gøre rent, redde senge, bære brænde og fyre op i de mange ovne, servere og slæbe vand til værelserne til vask og bad. I køkkenet skulle der både slagtes, brygges øl, bages og meget andet fra slutningen af november, så man havde travlt,« uddyber Marie Aaberg Andersen.
Artiklen forsætter under billedet
Det var ikke kun i hovedbygningen, at herregårdens arbejdende folk havde travlt – også på avlsgården og i skoven var der juleforberedelser, og hvis man har tid til en ekstra gåtur ved sit besøg på Gammel Estrup, kan man ved selvsyn se, hvordan en arbejderfamilie holdt jul i Skovarbejderhuset i herregårdsskoven Lunden.
Adventsaktiviteter
I alle adventsweekender er der særligt gang i juleforberedelserne i det store hus, og der er skruet op for aktiviteterne for både store og små.
2. og 3. december kan man for eksempel besøge klejnekogeriet og se, hvordan herregårdsklejnerne bliver til.
9. og 10. december kan man følge det store arbejde med at lave gammeldags julesul som flæskesteg, leverpostej og medister.
I anden, tredje og fjerde adventsweekend er julebageværkstedet åbent, hvor børn kan lave deres egne peberkagefigurer, og 23. december inviterer Gammel Estrup til julegudstjeneste og historisk julefejring.
I alle adventsweekenderne kan man også få sig en dans om det store juletræ i Riddersalen og synge julen ind med forskellige lokale kor, sangere og musikere.
Der er desuden mulighed for at købe juletræer og julepynt af de lokale Lions Club Svaner samt hjemmelavede æbleskiver, der bliver bagt på stedet af Auning Spejderne.