Sille Fogh er netop startet som koordinator i Randers City Forening. Drømmen er at skabe nye traditioner som alle i Randers bare skal mødes til.
Af Kian Johansen
Sille Fogh har flere sider.
I starten af samtalen spørger hun stilfærdigt ind til den person, hun står overfor. Åbne spørgsmål. Åbent sind og neutrale træk. Et lille smil trækker i mundvigene. Samtalen glider ubesværet.
Spørgeteknikken er en politikommissær værdig. Eller måske især er det de karaktertræk, der gjorde hende til en ihærdig og dygtig koordinator i Ungdomsskolen i Randers i over otte år.
Der er også en anden side. Begejstrede og ihærdige Sille Fogh, der kommer blæsende ind på Randers Cityforenings kontor og nærmest stakåndet af begejstring siger:
»Jeg har fået en idé. Skal vi ikke gøre det?«
Ny koordinator
Hun har i skrivende stund været ansat i knap 14 dage som citykoordinator i Randers Cityforening. Og hun vil gerne gøre en forskel for Randers, siger hun indtrængende flere gange i vores samtale.
»Det største, jeg kunne ønske mig, var, at jeg var med til at stable et event på benene, som randrusianerne tog til sig som en tradition, ligesom regattaen under Randers Festuge, eller når man bare skal til juletræstændingen hvert år.«
Hun ved godt, det ikke bliver så nemt. Men hun vil gøre forsøget. Og det er nok derfor, hun blev ansat og sagde sit job op i ungdomsskolen, som hun også var vild med.
»Da jeg så opslaget, tænkte jeg, det kunne være fedt at gøre noget for min by – at hjælpe butikkerne med at se byen gennem brugernes øjne. Jeg er jo selv storforbruger af tilbuddene inde i byen. Så jeg søgte stillingen.«
Sille Fogh bor i Dronningborg med mand og to børn, faktisk i et hus mindre end 200 meter fra, hvor hun voksede op. Så hun kalder sig indfødt randrusianer.
»Da jeg blev kaldt til samtale, spurgte jeg min mand: ’skal jeg gøre det?’. Vi blev enige om, at jeg gav det et skud, selvom jeg jo var meget glad for mit job i ungdomsskolen. Men det her skulle bare prøves.«
Efter fjorten dage hjælper hun stadig ’bare’ til og følger den plan, som marketingkoordinator Pernille Lyager og bestyrelsen har udstukket.
Idéerne sprudler tydeligt inde i hovedet på hende, og når man spørger til konkrete idéer, kan man se, at hun er ved at sprænges af lyst til at dele dem. Men fornuftigt nok trækker hun læberne sammen og lover, at det kommer. Først skal julens lyshav gennemføres.
I øjenhøjde
For hun vil først stikke fingeren i jorden.
Derfor har hun lovet sig selv at uddele bloklys, som skal øge julehyggen ude foran forretningerne, til alle de medlemmer, hun overhovedet kan nå at komme forbi. For at få hilst på.
»Der er godt nok mange medlemmer, det er imponerende,« lyder det med et frisk udåndingspust og et smil, inden hun trækker den pedaltrukne ladcykel op ad Brødregade.
Snart skal hun have fokus på events, og så skal hun køre parløb med Pernille Lyager og bestyrelsen.
»Pernille er den fornuftige, rationelle og hende, der har styr på det. Jeg ser tingene udefra og kender ikke til, hvordan det er foregået førhen, eller hvem der kender hvem. Men jeg er god til at få ting til at ske og til at få folk med på idéen,« lyder det.
Som koordinator i ungdomsskolen var jobbet at involvere de unge. Være i øjenhøjde med dem. Hun har blandet sørget for ungdomsskolens bidrag til det royale besøg og hvert år stået i spidsen for de events, som ungdomsskolen lavede til Randers Festuge.
Og så involverede hun de unge i begivenheder på tværs af skolerne.
»Jeg er god til at få folk med og give dem en rolle. Når de unge ville lave musical, så var der jo også nogle, der gerne ville sætte scene op, styre lyset. Det er jo ikke alle, der kan stå på scenen. Der skal også være nogen, der tømmer skraldespandene.«
