Se hvor du kan komme i julestemning og gøre en nissegod handel den kommende tid.
Vi har samlet et udpluk af de kommende julemarkeder. Kig med og bliv inspireret.
Julemarked i Helligåndshuset
Kronjyllands Y’s Men Club afholder det årlige julemarked. Her er der tradition for at de tre Randers klubber uddeler donationer fra deres tjente midler fra minigolf, julemarked, uddeling af kirkeblade, julekalendersalg og andre indtægter til klubbernes projektkasser.
Fredag 17. november kl. 13–19 og lørdag 18. november kl. 10–14. Sted: Helligåndshuset, Skolestræde 1, 8900 Randers C.
GAIA Museums julemarked og GAIA Akademis sjove juleudstilling
I år er temaet GAIA Juleby – hvor GAIA Akademi har arbejdet på at lave den mest fantastiske, farverige, finurlige, fleksible, forunderlige og fantasifulde Juleby.
Åbner lørdag 18. november fra kl. 10-15. Juleudstillingerne, butik og café er åbne til og med torsdag 21. december. Sted: GAIA Museum Outsider Art, Lene Bredahls Gade 10, 8900 Randers C.
Julestue i Romalt Kultur- og Forsamlingshus
Rammen for julestuen er Romalt Kultur- og Forsamlingshus, som deler bygning med Romalt aktivitetshal. Der kan købes fine hjemmelavede juleting, som 15 standeholdere tilbyder gæsterne, hvor flere stadeholdere er fra lokalområdet Romalt. Der er hestevognskørsel for børn på dagen fra kl. 10-16, som igen år er GRATIS.
Lørdag 18. november kl. 10–16. Sted: Romalt Boulevard 28, 8960 Randers.
Julemarked på Kærby Mølle
Her er mindst lige så smukt og idyllisk om vinteren, som resten af året. Vivian og Lars er værter og mon ikke Lars er god for endnu en historie om Møllen. Vi har fået malet et smukt møllehjul på gavlen o g måske du kan finde spøgelset? eller er det en lille nisse der gemmer sig? Tilmelding nødvendigt. Entré.
Lørdag 18. november og søndag 19. november. Kl. 12.00 17.00. Sted: Jeanne d’Arc Living. Kærby Møllevej 30, Gjerlev J, Randers NV.
Juleboder på Rådhustorvet
Hyggelige juleboder på Rådhustorvet danner rammerne om en hyggelig julestemning i hjertet af Randers. Randers Cityforening og D*event har opstillet julehytter på Rådhustorvet.
Fra fredag 24. november til lørdag 23. december. Sted: Rådhustorvet 8900 Randers.
Børneudstillingen MIG & MIN JULEBY
Særudstillingen åbnes af borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, og 14 Bjørne-børn fra Børnehaven Dragonvej. Det sker lørdag 25. november kl. 13. Gratis.
MIG & MIN JULEBY kan ses fra 25. november – 30. december. Sted: Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Randers Friplejehjem julemarked
Mange boder. Strik, retro og dekorationer.
Lørdag 25. november. kl. 14-16.30. Sted: Store Bjørn, Helsted, 8920 Randers.
Julemarked på Hvidsten Kro
Årets hyggelige julemarked på Hvidsten Kro.
Søndag 26. november. kl. 10.00-16.00. Sted: Mariagervej 450, 8981 Spentrup.
Fussingø-Gruppens julemarked på Fussingø Slot
Der bliver pyntet op med graner og kristtjørn, dekorationer, nisser og svævende engle i de store vinduer. Julelysene vil blafre og tænde minder om glade stunder, og i de højloftede stuer har 20 forskellige kræmmere taget opstilling. De sælger hjemmelavede kvalitetsvarer som advents- og juledekorationer, nisser, slik, småkager, honning, delikatesser, tekstil og papirarbejde, keramik, drejede og udsavede ting i træ, pileflet, smykker og kunst.
25. og 26. november – der er åbent i tidsrummet kl. 10-16. Sted: Vasevej 9, 8920 Randers.
Julemarked på vineriet
Cold Hand Winery holder julemarked og julehygge tre lørdage i december. Gården er smukt pyntet med gran, lys og knitrende ildfade, og alle vineriets prisvindende vine står klar til at forkæle gæsternes smagsløg. Her er alverdens specialvarer og lækkerier til julen fra de dygtigste producenter og madhåndværkere… charcuterie, kirsebærsauce, sylt, ost, chokolade, julebag, marmelader, most, kaffe, flødeboller osv. osv.
Lørdag 2. december. Lørdag 9. december. Lørdag 16. december. Kl. 11:00 – 16:00. Sted: Haversmosevej 21, 8920 Randers.
Randers Skøjtebanes julemarked
Randers Skøjtebane inviterer til et hyggeligt julemarked på Jens Otto Krags Plads. Kig forbi de spændende boder, varm dig på et glas gløgg og lækre æbleskiver og tag en skøjtetur på isen.
Lørdag 2. december kl. 10.00-13.00. Sted: Jens Otto Krags Plads, 8900 Randers C.
Julemarked i Sct. Clemens Kirke
Julemarked med mange forskellige boder. Du kan købe julegaver, julepynt og meget mere. Der er også salg af gløgg, kaffe og saft med tilbehør. Sct. Clemens Kirke står for salget af godt til ganen og har også et lager af hjemmelavede og donerede ting, som sælges. Salget fra kirkens egne boder og indtjeningen for udleje af borde går ubeskåret til kirkens foodbank og/eller hjælp i sognet.
Søndag 3. december 2023 kl. 11.00-14.00. Sted: Sct. Clemens Kirke, Parkboulevarden 15, 8900 Randers C.
Nørklernes julebasar ved Johanneskirken
Traditionen tro åbner Nørklerne dørene til årets julebasar den første søndag i advent. Al verdens lækre varer og dekorationer klar til at blive købt eller vundet. Overskuddet går som sædvanligt til menighedsplejen i Vorup. Inden Nørklernes julebasar kan du også deltage i en gudstjeneste fra kl. 10.00 med efterfølgende frokost. Under frokosten synges et par julesange, det amerikanske lotteri vil blive solgt og vinderne fundet.
Søndag 3. december kl. 11.30-14.00 Sted: Johanneskirken, Vorup Boulevard 29, 8940 Randers SV.
Julemarked på Håndværksmuseet
Her er både private udstillere og lokale velgørende institutioner, som sælger lækre håndlavede varer, der som julegaver med garanti vil vække glæde juleaften. Det er gratis at deltage. Tilmelding ikke nødvendigt.
Lørdag 9. december kl. 10-16. Sted: Det gamle pakhus i Lille Rosengård 16, 8900 Randers.
Marked på Sct. Mortens Kirketorv
I samarbejde med Randers Kommune laver Operaen et marked på Sct. Mortens Kirketorv. Kom og find en helt særlig julegave til en, du holder af, og få en hyggelig dag med torvehandel i det gamle Randers. Du kan finde lækre unika værker fra lokale kunstnere og kunsthåndværkere i de hyggelige boder på Kirketorvet. Du kan også købe delikatesser fra lokale leverandører.
Lørdag 16. december 2023 kl. 10.00-15.00. Sted: Sct. Mortens kirketorv/Operaen, Vester Kirkestræde 12, 8900 Randers C.