Flere indendørs markeder og faldende besøgstal er baggrunden for beslutningen.

Lions-klubberne i Kronjylland, der er et samarbejde mellem de seks klubber i Randers Kommune – Lions Randers, Lions Randers Gudenå, Lions Randers Niels Ebbesen, Lions Randers Malvina, Lions Langå og Lions Purhus – har besluttet, at man ophører med at arrangere bagagerumssalg på Østervold.

Det har været svært at erkende, at sæson 2023 skulle blive den sidste, men på basis af det stærkt nedadgående besøgstal de seneste år samtidig med, at der er åbnet flere indendørs markeder i byen, hvor man ikke er så afhængige af vejret, kan det ikke være anderledes, fortæller Lions i en pressemeddelelse.

Det var de seks lokale Lions-klubber, der i 2009 tog initiativ til at arrangere en aktivitet, der skulle være med til at trække folk til byens store plads, der ofte lå øde hen.

Idéen var at lave et forum, hvor folk kunne mødes og købe og sælge effekter og således medvirke til at ændre på ‘køb og smid væk’-tendensen, som var ret udbredt dengang.

Randers Kommune og Eventsekretariatet bakkede straks op om idéen, og Lions opfordrede folk til at kigge efter i skabe, lofter, garager og udhuse for at se, om der mon ikke skulle være nogle ting der, som man faktisk kunne undvære.

I stedet for at køre på genbrugspladsen blev folk opfordret til at forsøge sig som kræmmer for en dag.

Det viste sig lynhurtigt, at arrangementet var bæredygtigt og velkomment, for gennem de 15 år – kun afbrudt af covid-19-perioden – har man på de sidste lørdage i sommermånederne oplevet et menneskefyldt areal i centrum af Randers, hvor bagagerumssælgere og publikum mødtes for at slå nogle gode handler af.

Siden starten i 2009 har det samlede overskud, som alene består af standlejen, gjort det muligt for Lions at donere næsten 400.000 kroner til forskellige lokale projekter.

Årets donation

Da kontoen efter sæson 2023 blev gjort op, viste den et beløb på 13.894,34 kroner, som Lions har besluttet at donere til teaterskolen Kastalia, som en anerkendelse af det store arbejde, man gør for at give børn og unge med ambitioner inden for teatrets verden mulighed for at blive dygtigere, målrettede og få øget selvværd ved at deltage på teaterskolen.

Da det således er slut med bagagerumssalg på Østervold i denne omgang, takker Lions alle sælgere og købere, der har bakket op om aktiviteten, ligesom der også skal rettes en tak til Føtex i Dytmærsken, der har leveret kaffe og rundstykker til de medlemmer af Lions, der hver gang på frivillig basis har håndteret slagets gang på Østervold.

gs