Hells Angels’ østjyske rockerklubhuse i Randers og ved Aarhus har nu været lukket af ordensmagten siden 22. september.
Og lukningen – som ret beset betegnes som et opholdsforbud – fortsætter. Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Via et opslag på X oplyser Østjyllands Politi, at de endnu en gang forlænger lukningen af rockerborgene i Østjylland – både i Lystrup og Randers.
Lukningen af rockerborgene skete en fredag eftermiddag 22. september, hvor myndighederne fik rømmet og afspærret huse på Marøgelhøj 5 i Lystrup og Rådmands Boulevard 50 i Randers.
Det skete med baggrund i en eskaleret konflikt mellem rockere og bander.
Det menes, at konflikten er mellem Hells Angels og Loyal to Familia.
Konflikten har ulmet længe og er brudt ud i lys lue i hovedstadsområdet, hvor der har været flere meget voldsomme hændelser.
I starten af september blev et HA-klubhus på Svanevej i København angrebet med en sprængladning. For at undgå, at volden spredte sig til Østjylland, valgte politiet derfor at lukke flere rockerborge.
»Vi har fulgt situationen i København tæt, og derudover har vi løbende den seneste tid kigget på efterretninger og mulige konfliktscenarier i forhold til, hvilke grupperinger vi har i Østjylland. Det samlede billede, vi står med nu, gør, at vi skrider ind for at skabe tryghed blandt borgerne og være på forkant med situationen. Vi vil undgå, at konflikten udvikler sig, og at der kommer til at opstå uro omkring de tilholdssteder, som rockerklubben har i Østjylland,« har politiinspektør Anders Uhrskov tidligere udtalt sig om sagen.
Hvis man overtræder opholdsforbuddet, risikerer man at blive straffet med fængsel i op til to år. Opholdsforbuddet gælder til 16. november.
nln