Sara Birkeskov Westergaard Christensen har tre frie pladser fra 1. december.
Endnu en privat børnepasser melder sig til tjeneste som et alternativ til de traditionelle pasningsordninger.
Sara Birkeskov Westergaard Christensen i Spentrup er netop blevet godkendt som privat børnepasser og åbner sin dør for tre børn fra 1. december.
»Som psykomotorisk terapeut kan jeg tilbyde noget helt særligt, og jeg glæder mig til at bruge min uddannelse i jobbet. Jeg har en bred vifte af viden om spædbarnets psykologiske- og sansemotoriske udvikling. Jeg har erfaring fra børnehave, vuggestue og specialområdet,« siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Jeg elsker at bruge min tid med børn. De fylder mig med god energi, og jeg ønsker mere tid med børnene, så jeg kan følge deres udvikling over tid. Jeg står klar med en stor barnevogn med motor, et skønt legeværelse og en stor have til leg og udforskning.«
Sara Birkeskov Westergaard Christensen har arbejdet som kommunal dagplejer i et par måneder.
»Det var noget værre rod. Børn ind og ud hele tiden og enormt dårlig kommunikation. Alle børn fortjener en stabil hverdag i stedet for at blive kastet rundt i dagplejesystemet. Med gode anbefalinger fra forældrene til børnene, jeg passede som dagplejer, står jeg nu klar med trygge omgivelser, nærvær, omsorg og voksenkontakt,« fortæller hun og fortsætter:
»Nu leder jeg med lys og lygte efter tre børn mere til min børnegruppe – sammen med det barn, som følger mig fra den kommunale dagpleje.«
Sara bor sammen med sin kæreste Nikolaj og dværghamsteren Theodor.
gs