Boremaskinetyve fældet af overvågning.​ Personalet hos XL Byg Vorup på Nyborgvej i Vorup kontaktede onsdag kl. 14.40 politiet, da de på videoovervågningen i butikken havde set to mænd stjæle en boremaskine med batteri og lader. Mændene var nået at køre fra stedet med tyvekosterne, inden personalet kunne skride ind.

Da politiet fik fat i videoovervågningen, genkendte en betjent straks en af mændene, og en patrulje kørte efterfølgende til en adresse i Randers, hvor en 30-årig mand blev anholdt og sigtet for tyveri.

På stedet fandt betjentene ud over den stjålne boremaskine også nogle steroider, og den 30-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af dopingloven.

Lidt efter fandt politiet også frem til den anden gerningsmand – en 33-årig mand fra Viborg. Han blev også sigtet for tyveri.