Af Lars Roed, klummeskribent
Man kan godt mærke det.
Det ligger ligesom og sitrer i luften. Spænding og nervøsitet, om det hele nu udløses i et skænderi. Der er tit en opbygning hen mod det. Måske et par forkerte ord på et forkert tidspunkt eller et opgivende blik.
Opbygningen kan have været over lang tid også. Så pludselig kan der blive gang i gaden. Det sværeste er tit selv ikke at hoppe på ’limpinden’ og gå med på skænderiet, hvis det startes af modparten. Det ene ord tager jo ofte det andet, og tit har man også gået med en opsparet vrede. Noget gammelt, der ikke nødvendigvis handler om den situation og spænding, man er i lige nu.
Noget, man ikke har fået sagt i situationen for ikke at ødelægge en daværende god stemning. Situationen får måske et ellers godt humør til at forsvinde, og en barsk ordveksling får bægeret til at flyde over, og så går det nogle gange over stok og sten.
Er der noget at gøre ved de her skænderier? Nogle gange må jeg sige: nej. Nogle gange kan man ikke bare stoppe det inden.
Men selvfølgelig er der noget at gøre. Som altid kræver det træning. Vrede starter, fordi man dybest set føler sig mindreværdig. Det er den dybeste psykologiske årsag. Så er der alle mulige årsager og mellemregninger.
Så arbejd med at finde din værdi.
Andet råd: tæl til ti, gå væk fra diskussionen eller sæt dig og mediter i fem minutter. Så får du mulighed for at finde noget ro i dig selv og se din værdi med mere.
Tredje råd er, at du skal holde ’bolden på egen bane’. Det vil sige. Hold dig til at sige noget om, hvad der foregår ovre i dig, hvad du mærker og føler og undgå at sige noget kategorisk om, hvordan modparten er, hvad modparten gør og føler.
Fjerde råd:få sagt tingene i tide. Gem dem ikke til en anden gang. Husk også at være ærlig om, hvordan en given situation eller diskussion er for dig. Husk også at være modig nok til at sige, hvad du ønsker, hvad du drømmer om, eller hvordan du godt kunne tænke dig tingene kan være.
Femte råd: husk at træne i at sige undskyld, hvis du sårer et andet menneske. Væk med den stolthed, som står i vejen for det. Det kan synes svært at sige undskyld, men det er vigtigt.
Så der er nok at arbejde med de næste mange år, men selvfølgelig starter det nu, hvis du vil det.
God arbejdslyst til næste gang vi ’læses ved’.