Af Finn Christiansen, formand, Vorup FB Hovedforening
Det er med stor sorg og uvirkeligt, vi fik meddelelse om, at vores formand for håndboldafdelingen, Inge Rønne, døde onsdag 11. oktober, 70 år gammel.
Inge var en stor person og ildsjæl i Vorup FB. Inge var altid positiv, pligtopfyldende, og vi har nydt hendes arbejdsindsats og samvær i de mange år, hun var i klubben.
Inge har været i Vorup FB i over 50 år, hvor det blev til mange træneropgaver og tillidsposter gennem årene, og hvor mange børn og forældre har stiftet bekendtskab og relationer til Inge.
Udover Vorup FB var det også børnehåndbolden i Kronjylland, der nød godt af Inge, der var medlem af Jydsk Håndbold Forbunds børneudvalg.
Inge blev gennem tiden fortjent hædret for sit store arbejde med Jydsk Håndbolds guldnål, æresmedlem i Vorup FB og årets Idrætsleder i Randers Kommune. Det er derfor et stor savn og eftermæle, hun efterlader.
Børn havde en stor plads i Inges hjerte, og Inge havde gennem mange år trænet de mindste børn, og sammen med datteren Ann startede hun Lykkeliga-holdet i Vorup FB, som er for børn med særlige behov og handicap.
Der var altid plads hos Inge og familien, når der skulle holdes møder eller samlinger af hvilken som helst art, og mange har været en tur forbi bopælen, som altid stod åben.
Inge havde den sorg at miste sin mand John Ilsøe i august og nu mødes de igen på den anden side.
Det bliver et stort savn for os alle og et tomrum, der bliver umuligt at udfylde.
Vores tanker går til Ann og Kim samt familien.
Æret være
Inge Rønnes minde