AF CECILIE BISGAARD

Weekendens bolig- og livsstilsmesse i Arena Randers blev en succes. Det fortæller Martin Boilesen, der er salgs- og marketingchef hos Boligdage.dk, der stod bag messen.

»Det har været to gode dage med en masse mennesker, glade udstillere og glade gæster. Det har været en god succes,« siger han.

Ifølge ham var over 9.700 mennesker forbi de knap 100 stande, der var at finde i den nye arena.

»Det var super i arenaen. Det var nemt at komme til, og der var dejlige faciliteter. Der var gode rammer,« siger han.

Det var første gang, at Boligdage.dk var i Randers med deres messe-koncept, men det bliver ikke sidste gang, lover Martin Boilesen. Hvis du vil afsted næste år, kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen i weekenden i uge 41.

»Der er en regional messe med mange lokale udstillere, for det er også de lokale, der kommer på messen. Lokale udstillere kan godt se en god idé i at være med, så de kan møde folk face-to-face. Og så er messen krydret med andre ting – for eksempel delikatesser og andre varer, som du ikke kan købe i byen. Så der er pludselig samlet 100 butikker på et sted, hvor man kan shoppe rundt,« siger han.