Han begyndte karrieren på Radio Randers, havde en Grøn Puch Maxi, hyggede i kolonihaven i Bjergbyparken og blev kendt radiovært, der opfandt brunsvigerens dag.
Erik Ingemann Nielsens stemme kender du sikkert. Han har kommenteret sport på P3 i over 19 år og dækket sport i radioen i over 35 år.
I dag, efter utallige blodpropper og sygdom, er han stoppet på P4 Fyn, der blev nu 64-årige Erik Ingemann Nielsens sidste arbejdsplads. Det var her, han ved et tilfælde opfandt ’Brunsvigerens dag’ for at hylde kagen, som alle fynboer elsker. Brunsvigerens Dag er i øvrigt på torsdag. Dagen falder altid torsdag i uge 41 – lige før skolernes efterårsferie.
»Vi havde en bager inde i studiet, som havde brunsviger med. Han havde bagt en bryllupskage i brunsviger, og det var historien. Selvfølgelig fik vi en smagsprøve. Og så siger jeg til et formiddagsmøde dagen efter, at det er fandeme ærgerligt, at der ikke findes Brunsvigerens Dag. Og så kørte det der fra. Hold kæft det har været sjovt. Jeg udgav endda en bog om brunsviger,« husker Erik Ingemann Nielsen, der har udgivet flere bøger, blandt andet om håndboldklubben GOG og ’Sportens Stemmer’.
Han begyndte karrieren på Radio Randers i 1987.
»Der var måske 100 frivillige, som gik rundt og lavede radio. Al mulig slags radio. Altså ungdomsradio, kristenradio. Bingo-spil og sådan noget. Så var der også en sportsredaktion. Og det havde jeg hørt i radioen. Så tænkte jeg, det kunne jeg sgu godt tænke mig at prøve. Så cyklede jeg derned en torsdag eftermiddag. Allerede om søndagen kommenterede jeg håndboldlandskamp i Randers Hallen.«
Sportsjournalist i 35 år, MaxiPuch og hårbørste i bukselommen. Læs mere under billederne
Sportsjournalist i 35 år
Han har været sportsjournalist i over 35 år. Dækket OL flere gange, mødt alle mulige kendte og fortalt gode historier i radioen.
Erik Ingemann Nielsen bor i dag på Fyn og er ved at skrive en bog om sit eget liv.
»Ja, jeg har kun de første 20 år færdig,« griner han.
Din Avis har tidligere fortalt, hvordan Erik som 24-årig sammen med kammerater fra Nørrebrogade etablerede Randers Dart Club i 1983.
»Vi blev enige om,at det fandeme var sjovt at lave en klub. Altså, bare gå i gang. Så gik vi ned på kommunen, spurgte om de havde nogle lokaler, og det havde de så nede i Fritidscenteret nede ved Vestergade. Og så var vi i gang,« husker Erik Ingemann Nielsen.
50 børn i gården
Han er født i Randers i 1959. Da han var fem år, flyttede familien ind i en lejlighed på Nørrebrogade. Hans mor på 93 år bor der stadig, næsten 60 år efter.
»Der er sket meget på den tid. Når jeg besøger hende i dag, så er der tomt på legepladsen og få børn på boldbanerne lige overfor. Alle naboerne er enten døde eller flyttet. Der er kun udenlandske navne på postkasserne i opgangen, så hun kan ikke forstå, hvad de siger. Ikke et ondt ord om det. Men kulturen har har ændret sig. Folk passer sig selv. Sådan var det ikke i min barndom. Da var kvarteret fyldt med børn. Vi var vel en 40-50 stykker nede i gården.«
Familien Nielsen har altid levet spartansk. Ingen bil. Kolonihave i Bjergbyparken, hvor det meste fritid foregik. Faderen arbejdede på Scandia, og moderen var hjemmegående.
»Vi legede kraftedeme fra morgen til aften. Moren råbte ned i gården, at der er mad. Så løb vi op og spiste. Så løb vi ned og legede igen. Vi var sgu meget overladt til os selv. Det var vi. Vi gik bare og passede os selv. Børn betød ikke så meget.«
Kammeraterne flytter
I dag kan Erik godt se, hvad der skete med industribyen Randers. Dengang foregik det umærkeligt.
Alle de ufaglærte arbejdere havde job på en af de utallige store industrivirksomheder i Randers. Gradvist voksede middelklassen. Byggeboomet i 1970’erne gjorde Randers større, men det skabte også en forskel i kvartererne.
»Jeg tror ikke, det var megadyrt på Nørrebrogade, men det var et pænt kvarter. Pludselig flytter næsten alle mine kammerater. De flytter ud på Lucernevej, Kobbersmedevej og i det kvarter bag badmintonhallen. Der kom nye kammerater. De var fattigere med flere søskende, og alle de gamle kammeraters forældre havde en uddannelse. Det har jeg først tænkt over bagefter.«
»Der har nok været en økonomisk situation, der gjorde, at nu kunne folk flytte i parcelhus. Men det havde vi altså ikke penge til. Det havde vi ikke. Og det havde jeg ikke spekuleret over,« erkender Erik Ingemann Nielsen.
»Nogle af mine kammerater besøgte jeg jo. Jeg kunne godt se, at de boede i en flot villa med have. Med bil i garagen. Det var en helt anden livsstil end vores. En af mine bedste kammerater hed Ole. Hans far var journalist, og Ole blev også journalist selv. De flyttede i et flot hus nede på Kobbersmedevej. Vi legede nede i haven. Det var noget helt andet, end det jeg kom hjemmefra. Der var trangt. Der var ikke meget plads i de der lejligheder. Jeg kunne godt se, at de havde nogle andre muligheder,« lyder det.
»De bevægede sig op rent socialt. Men vi blev stående. Det kan jeg se nu, at vi blev bare stående. Min mor bor stadig i den lejlighed, vi flyttede ind i, så hun har jo heller ikke rykket sig socialt. Til gengæld var hun en del af et fællesskab, hvor alle hjalp hinanden. Vi kom i hinandens lejligheder. Spiste med hos naboen, kendte hinanden. Det forsvandt for 10 år siden, da de sidste af de gamle naboer flyttede.«
Hårbørsten og bukser med svaj
Da han blev 15 år, købte han en grøn Maxipuch.
»Vi kalder det Maxipuch i Randers. Jeg tror det hedder Puch Maxi alle andre steder,« griner Erik Ingemann Nielsen, der som alle andre gik i cowboybukser med svaj og en cowboyjakke. Partisantørklædet var en del af moden dengang.
I dag er han skaldet. Dengang var han langhåret.
»Alle var langhårede. Og så havde vi alle sammen en børste i brystlommen. Nogle gange havde jeg min træsko på. En enkelt gang får jeg penge af min mor til at købe gummisko. Converse skoene kostede 11 kroner. Dem kunne man få i hvide og sorte, sådan var det.«
Drømmen var at blive journalist og forfatter. Sport fyldte meget for unge Erik, der sammen med den jævnaldrende kammerat John Jensen kørte rundt til alle hallerne og så sport. John Jensen blev senere tilknyttet Randers Stadsarkiv, hvor han var i over 30 år indtil sin død i 2021.
»Ham og jeg, vi var gode kammerater. Hver weekend tog vi rundt til alle hallerne. Hornbækhallen, Ulvehøj, Dronningborghallen, Randershallen og så håndbold. Så kørte vi ud til fodbold et eller andet sted eller så en badmintonkamp,« husker han.
Sportsjournalisten
Derfor var det meget naturligt, at han blev sportsjournalist. Gymnasietiden på Statsskolen i Randers foregik i øvrigt næsten samtidig med en anden kendt radiojournalist, Morten Hausborg, der senere blev hans ven og kollega. Og i øvrigt skaffede ham job på DR.
De kendte ikke hinanden dengang. Senere i livet mødes de flere gange i sportens tjeneste. Erik lander på Horsens Folkeblad i 1994. Der er Morten Hausborg på Danmarks Radio i Vejle, og de dækker ofte de samme sportsbegivenheder.
»Det var sådan set ham, der skaffede mig jobbet på Danmarks Radio, så jeg har meget at takke ham for. I flere omgange sad vi sammen og delte kontor, så jeg vil kalde ham en god ven og kollega,« siger Erik Ingemann Nielsen, der stadig elsker Randers.
»Du må tænke på, at jeg har lavet sport i 35 år. Jeg måtte ikke holde med noget hold. Men nu kan jeg holde med Randers FC. Det er rigtig dejligt.«
Erik Ingemann Nielsen
1959: Bliver født i Randers. Flytter til Nørrebrogade som femårig. Går på Markedsgades Skole, senere Hobrovejens Skole.
1979: Studentereksamen fra Randers Statsskole. Begynder året senere på Aalborg Universitets Center. Læser engelsk.
1981: Flytter hjemmefra til en lejlighed på Mariagervej.
1983: Medstifter af Randers Dart Club.
1986: Kandidat i engelsk fraAalborg Universitets Center.
1987: Begynder som frivillig på Radio Randers.
1988: Tv-vært og sportsreporter på TV Aalborg.
1992: Nyhedsoplæser Radio ABC.
1993: Vært og sportsjournalist på TV 2 Bornholm.
1994: Sportsjournalist på Horsens Folkeblad.
1997: Sportsmedarbejder på DR i Odense.
2009: Faderen Regnar dør, 84 år.
2013: ’Sportens Stemmer’ udkommer.
2016: Stopper som sportsjournalist. Bliver radiovært.
2017: Bogen om GOG.
2019: Bogen om brunsvigeren.
2022: Blodprop i hjernen. Stopper med at arbejde.
2023: Skriver på bogen om sit liv.
