Rosa Lykke Yde (SF) Byrådsmedlem, formand for Socialudvalget og medlem af Økonomiudvalget
Allerede tidligt på dagen torsdag stod det lysende klart. SF kunne ikke være med i budgetforliget. Retningen er ganske enkelt helt forkert. Kæmpe besparelser rammer de mest sårbare børn, mens det kongeblå flertal prioriterer kunstgræsbaner, asfalt og eliteidræt.
Borgmester Torben Hansen (S) havde, allerede fra forhandlingernes start, lagt sig fast på en retning. En retning vi i SF ganske enkelt ikke kunne se os selv i.
Derfor blev det et budget kun med socialdemokraterne og de andre blå partier. Et budget, som vil få enorme konsekvenser for de børn og familier, som har allermest brug for kommunens hjælp.
Vi ønskede at friholde specialskolen fra de massive besparelser.
I SF havde vi ikke mange krav til årets forhandlinger, for man kan som bekendt ikke få alt, hvad man peger på. Men specialskolen og de sårbare børn, der går der, er en hjertesag for os. Trekløverskolen stod nemlig overfor så massive besparelser, at konsekvenserne for børnene er uoverskuelige.
I Randers Kommune er vi godt i gang med at afspecialisere vores specialskoler. Konsekvenserne – både menneskelige og økonomiske – bliver enorme, når man ikke sikrer en god skolegang for alle børn. Man skal ikke være rumforsker for at regne ud, at det bedre kan betale sig at forebygge og sætte tidligt ind.
Der var alle muligheder for et politisk bredt forlig med både røde og blå partier.
I SF var vi helt indstillet på, at det kræver kompromisser at være med og at også andre partier skulle have deres hjertesager igennem.
Men det synspunkt stod vi desværre alene med. Derfor blev det et rent blåt forlig, hvor socialdemokraterne, med Torben Hansen i spidsen, valgte end ikke at forsøge at få de røde partier og lister med.
Vi havde gerne set et bredt forlig med partier og lister fra begge sider af salen, men centrum-højre-partierne lukkede sig om sig selv og var reelt ikke interesserede i at få andre med.
Så vi kunne spise deres skovsnegl eller gå. Og helt ærligt … der er bare grænser for, hvor meget man kan sælge ud i ansvarlighedens navn.