Hun vil gerne vise andre , at hvis man har en drøm, så kan man sagtens få den opfyldt. Hun har siden, hun var barn, drømt om at udgive en bog. Lige om lidt går den drøm i opfyldelse.
Af Cecilie Bisgaard
Hvis bogstaverne i hvert eneste ord, du læser, hopper rundt, og du skal stave dig igennem hvert eneste skilt inde i hovedet 100 gang og stadig ikke vide, hvad der står – kan man så godt blive forfatter og skrive en bog?
Ja, det kan du godt.
Pernille Kvist Nielsen er svært ordblind, og 20. oktober udkommer hendes første roman ’En anderledes jul’.
Hun fortæller, at hun er nødt til at bruge sin computer og hjælpeprogrammer, når hun for eksempel skal bage efter en opskrift.
»Ellers går det helt i kludder-mudder,« siger hun.
Men nu har hun altså skrevet en bog, som forlaget Mellemgaard har sagt ja til at udgive.
»Jeg er stolt, hvis jeg kan være en rollemodel for andre. Jeg vil gerne give noget videre til andre unge og vise, at man sagtens kan skrive en bog og få den udgivet, selvom man er ordblind. Jeg vil gerne vise andre, at lige meget, hvad man slåsser med i dagligdagen, så kan du blive lige, hvad du vil. Ingen drømme er for små,« siger Pernille Kvist Nielsen og fortsætter:
»Det betyder meget for mig at vise, at det ikke kun er kendte, der kan. Jeg føler kun, man ser kendte udgive bøger. Men det kan en ganske almindelig person som mig også.«
Research med en hjemløs
Bogen handler om 15-årige Sara. Hun skal holde jul i København hos sin mormor og morfar. Det glæder hun sig til, for så kan hun komme væk fra skolen.
»Sara er ordblind, og man ser hende være igennem alle de ting, som jeg selv har været igennem. Der er eksempler på ting ved at være ordblind, som folk måske ikke lige tænker over – at fare vild i sin egen by, fordi man ikke kan læse vejskiltene,« siger forfatteren og fortsætter:
»Der er en episode, hvor Sara er i et supermarked. Hun har fået en dosmerseddel med, men hun er ikke god til at spørge om hjælp, og alt ser ens ud. Det er nemmere, når der kun er to ting at vælge imellem. På restauranter kan det også være flovt at være nødt til at få andre til at læse menukortet højt for en.«
Undervejs støder Sara på en hjemløs mand, der ligger i skovbunden omringet af flasker.
»Jeg har interviewet en lokal hjemløs mand som research. En dag jeg gik forbi ham, hvor han solgte Hus Forbi, tænkte jeg, at det gør jeg da bare, og så spurgte jeg, om jeg måtte tale med ham,« siger hun.
Pernille Kvist Nielsen
31 år gammel
Opvokset i Over Hornbæk og bor stadig i Randers
Gik på Hornbæk Skole indtil 2. klasse, hvor hun startede i specialklasse på Nyvangsskolen på grund af ordblindhed
Uddannet social- og sundhedshjælper
Udgiver 20. oktober sin første roman ’En anderledes jul’ på forlaget Mellemgaard
Ville det hele selv
Lige siden hun var helt lille, har Pernille Kvist Nielsen drømt om at blive forfatter.
»Jeg turde ikke kaste mig ud i det noget før, for jeg har tit stødt panden mod en mur med det boglige. Jeg har også altid tænkt, at det kun var kendte, der udgav bøger,« fortæller hun.
Men da verden blev ramt af en pandemi, skete der noget.
»Under corona kiggede jeg på mit liv og tænkte, at jeg ikke vil vente, til jeg bliver gammel og sidder på plejehjem – for så er det for sent. Og så måtte det tage den tid, som det tog,« siger hun.
Derefter brugte hun to og et halvt år på at skrive bogen.
»Jeg er stædig, og jeg ville det hele selv. Så det har jeg gjort. Jeg har knoklet og stavet mig igennem hverr ord. Jeg har også selv fundet et forlag,« siger hun.
Efter mange afslag fra forskellige forlag sagde Mellemgaard ja til at udgive hendes bog.
»Jeg rendte rundt i lejligheden og var pisseglad. Jeg er ikke nogen Sara Blædel, men det er en stor ting for mig, at jeg får mulighed for at gøre det her på hobbyplan,« fortæller forfatteren.
Ved siden af sit skriveri har hun haft et fuldtidsarbejde, og det regner hun med at blive ved med at have. Derfor er hendes forfatterdrøm stadig en hobbybeskæftigelse.
Den bog, hun manglede
En af motivationerne for Pernille Kvist Nielsen har været at skrive den bog, som hun selv manglede som ung. Hun har prioriteret, at bogen skulle være letlæselig – men stadig henvende sig til unge og ikke børn – og så skulle den ikke være for tyk.
»Jeg vil gerne skrive en masse spændende ungdomsromaner, som unge som mig kan læse, så bibliotekaren ikke bare siger til dem, at de kan læse Peter Pedal eller Pippi Langstrømpe, når de ikke er målgruppen. På biblioteket kan de også godt finde en tyk bog frem, og så tænker man ’nej tak’. Men det er god træning at læse nogle små, spændende bøger – jeg gad heller ikke læse Peter Pedal som ung,« siger hun og fortsætter:
»Jeg skriver til unge. Men andre kan også godt læse bogen. Det er en bog, alle kan læse, og der skal være plads til, at alle kan læse en bog – uanset hvem du er,« siger hun.
»Poppede op i hovedet«
Det er lidt svært for Pernille Kvist Nielsen præcis at sætte ord på, hvor inspirationen til ’En anderledes jul’ kommer fra.
»Historien har været i mit hoved i mange år, og jeg har altid haft pigen Sara i mit hoved, så jeg var aldrig i tvivl om, at hovedpersonen skulle hedde Sara. Bogen foregår i Viby og København – det var bare de steder, der poppede op i mit hoved,« siger hun.
Lidt det samme skete med bogens titel.
»Der var mange titler i spil, men jeg synes, den her passede godt til temaet med jul, og da den poppede op, kunne jeg ikke rigtig fjerne den fra mit hoved siden. Den føltes bare rigtig,« siger hun.
Den sejeste i verden
Allerede nu, før bogen er udgivet, er Pernille Kvist Nielsen stolt af sig selv.
»Jeg synes, jeg er det sejeste menneske i verden,« siger hun og fortsætter:
»Hele processen med at skrive bogen og at redigere den med forlaget har været sjov. Jeg har lært en hel masse om punktum, komma, berettermodellen, og at man kun skal have en fortælleform, som jeg ikke anede noget om før. Det har været spændende, og det har givet mig mere selvtillid og højere selvværd. Og jeg er blevet bedre venner med min ordblindhed.«
’En anderledes jul’ udkommer som sagt 20. oktober, og bogen kan blandt andet købes hos Bog og Idé i Randers Storcenter, Føtex på Mariagervej og på www.saxo.dk. Den udkommer også som lydbog og ebog, så dem, der bruger hjælpemidler for at læse en bog, har mulighed for det.