Erik Ingemann Nielsen anede intet om dart, men stiftede Randers Dart Klub som 24-årig sammen med et par venner. På grund af EM i dart.
24-årige Erik Ingemann Nielsen læste engelsk på Aalborg Universitet i 1983. Han boede i en lejlighed på Mariagervej, efter at være flyttet hjemmefra forældrenes lejlighed på Nørrebrogade.
»Så havde jeg nogle dage, hvor jeg bare gik hjemme og læste. Du ved, jeg gik måske også og lavede så mange andre ting, ikke,« siger den tidligere radiojournalist på P4 Fyn og sportsreporter på P3, Erik Ingemann Nielsen med et stort grin i telefonen fra bopælen på Fyn.
»Og så var der en dag, en weekend, tror jeg det var, hvor jeg så dart på Danmarks Radio for første gang nogensinde. Og jeg tænkte, hold kæft, det er jo sjovt. Altså, der var en stemning uden lige, ikke? De stod og råbte og skreg, og det var festligt. Og dengang så måtte spillerne også drikke øl, så de stod også og hældte nogle bajere ned. Så jeg tænkte, Fuck mand, det er da sindssygt, man kan lave det der. Og det var sådan et show.«
Anede intet om dartpile
Han tog over til kammeraterne i det gamle kvarter på Nørrebrogade og fortalte om, hvad han lige havde set i fjernsynet. Han selv havde kun kastet et par pile mod dartskiven i kolonihavehuset i Bjergbyparken og kendte intet til de specielle og tungere dartpile, som profesionelle spiller med.
»Jeg anede ikke, hvordan sådan en dartskive så ud. Og jeg vidste heller ikke, hvordan en pil sådan rigtig så ud, men vi blev enige om at det fandme var sjovt at lave en klub. Altså, bare gå i gang. Så gik vi ned på kommunen, spurgte om de havde nogle lokaler, og det havde de så nede i Fritidscenteret, nede ved Vestergade. Og så var vi i gang,« husker Erik Ingemann Nielsen.
Randers Dart Klub var stiftet. 16. september holder den 40 års jubilæum på Mirabellevej 9. Der er blandt andet en opvisningskamp mellem danmarksmestrene fra Randers Dart Club, nemlig Mogens ’Turbo’ Christensen fra 2012 og Jan Gørges Nielsen fra 2023.
Nøgleklub
I 1983 gik det hurtigt fremad. Erik Ingeman Nielsen og et par stykker mere brugte det meste af deres tid på dartklubben, der voksede hele tiden og skiftede til mange adresser for at følge med. På et tidspunkt var det Danmarks største dartklub med 150 medlemmer. Det var en nøgleklub, så man kunne komme og gå, som man vil.
»Vi gik derned om eftermiddagen, og så gik vi hjem og spiste, og så kom vi ned igen om aftenen,« fortæller Erik Ingemann Nielsen, der sel begyndte at træne flere timer om dagen. Samtidig var han formand og presseansvarlig. Man startede også en ungdomsafdeling op og fik fat i en del fabriksansatte på de store virksomheder der dengang lå i byen. Det var blandt andet Neopac, Thor, togfabrikken Scandia og Dronning Maskinfabrik. Her var der firmasport og dart på programmet. En del fik smag for det mere profesionelle setup og muligheden for at kæmpe sig op i rækkerne i en ægte dartklub. Han fik også hentet flere spillere ind, der spillede i de store værtshus-turneringer. Det foregik blandt andet på ’Den Røde’ i Kristrup og på Sunes Bodega.
Seriøs dart
»Men der var ingen der skulle drikke sig fulde i vores lokaler. Vi havde jo unge der også. Vi tillod et par øl, imens vi øvede. Det var lidt svært at være rollemodel som 24-årig og sige noget til en fabriksarbejder på 58 år. Men jeg tror vi klarede det, ved selv at være et godt eksempel. Vi ville have en seriøs sport i Randers.«
Erik Ingemann Nielsen slap klubben efter ti år. Et fast job på TV2 på Bornholm trak ham til klippeøen, senere Horsens Folkeblad og de sidste mange år har han arbejdet på DR Fyn, hvor han nu er stoppet efter 35 år i DR.
Og faktisk glæder Erik Ingemann Nielsen sig til at møde en del af de medlemmer som han selv var med til at rekruttere i 1980’erne.
For en række tidligere medlemmer af Randers Dart Club vil deltage i jubilæumsfestlighederne på lørdag.
»Jeg håber, der kommer nogen af de gamle. Men det er jo surrealistisk. Jeg var 24 år. Og så kommer jeg som 64-årig og møder nogle af juniorerne som var ti år yngre end mig. Nu er de i 50’erne. Det bliver sgu som at møde sine gamle klassekammerater.«