Byggeriet af sognegården i Stevnstrup skrider planmæssigt frem.
En vigtig milepæl for byggeriet af sognegården i Stevnstrup er nået. Det blev markeret tirsdag 29. august, hvor formand for menighedsrådet, Kim Vium Jørgensen, kunne byde velkommen til rejsegilde. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Menighedsrådet for Øster Velling-Helstrup-Grensten Pastorat har i flere år arbejdet intenst for at få etableret en sognegård i Stevnstrup. Det har været op ad bakke med at få økonomien til at hænge sammen, hvilket har betydet, at menighedsrådet har været ude i flere sparerunder. I marts kunne byggeriet langt om længe gå i gang.
Formanden glædede sig i sin tale over, at byggeriet skrider godt fremad, og han takkede håndværkere, arkitekter og andre, som har medvirket til at få huset op at stå. Han takkede også Randers Søndre Provsti for godt et godt og konstruktivt samarbejde.
Artiklen fortsætter under billedet
Formanden for Randers Søndre Provsti, Niels Vinther, takkede ligeledes for samarbejdet og glæder sig til, at sognegården står færdig.
Det er arkitektfirmaet Vilhelmsen, Marxen og Bech-Jensen, der står for byggeriet af sognegården, der bliver på i alt 352 kvadratmeter fordelt på to plan. Sognegården bliver opført i træ og får et enkelt og funktionelt udtryk. Det har været afgørende for menighedsrådet, at huset skulle passe ind i byen.
Kim Vium Jørgensen sluttede af med et ønske om, at sognegården vil blive et godt sted at være og et levende samlingssted for alle tre sogne i pastoratet.
gs