17-årige Daniel Kylmäluoma Pedersen fra Hadsten endte på en niendeplads ved sommerens ungdoms-OL.
Det blev ikke til medaljer for højdespringer Daniel Kylmäluoma Pedersen, da han deltog i sommerens European Youth Olympic Festival i Slovenien – en slags ungdoms-OL. Alligevel er han ganske godt tilfreds med både sin præstation og hele oplevelsen.
Han var på startlisten som nummer 10, men endte på en niendeplads.
»Det er altid fedt at slå ens seedning,« siger Hadsten-atleten og fortsætter:
»Lige op til OL fik jeg en skade i knæet – det der hedder springerknæ. Så jeg har måttet holde tre måneders pause. Derfor var det også lidt en nervepirrende oplevelse at deltage i OL. For nu skulle jeg præstere i min karrieres største konkurrence uden at vide, om mit knæ kunne holde til det.«
Daniel endte med at springe 1 meter og 99 centimeter, hvilket er tre centimeter lavere end hans personlige rekord. Vinderspringet i European Youth Olympic Festival var på 2 meter og 12 centimeter.
»Jeg vidste godt på forhånd, at det var urealistisk for mig at springe så højt, så jeg tænkte egentlig bare på at yde mit bedste,« siger højdespringeren, som træner i Randers Freja.
»Ekstremt fedt«
Konkurrencedelen var blot en del af oplevelsen ved sommerens OL. European Youth Olympic Festival bestod af meget andet.
»Det var ekstremt fedt. Den vildeste oplevelse var, da den olympiske ild blev båret ind til åbningsceremonien. Jeg havde aldrig selv troet, at jeg skulle se den fakkel. Det var et vildt moment, og så skulle jeg endda repræsentere faklen – jeg var ikke bare tilskuer,« siger 17-årige Daniel Kylmäluoma Pedersen, som tilføjer et særligt minde fra sin barndom:
»Da jeg var ni år gammel, var jeg i Hafjell i Norge på skiferie. Der er en mand med en fakkel indgraveret i en skibakke. Lige siden dengang har jeg tænkt på OL som noget stort. Så at deltage i ungdoms-OL var lidt en drøm, som gik i opfyldelse.«
Han forklarer, at ungdoms-OL har præcis de samme traditioner som det rigtige OL.
»Og hele den olympiske stemning er svær at beskrive. Det er hyggeligt, men samtidig er alle ekstremt fokuserede. Man skal jo kæmpe for sit land, og det er virkelig vildt,« siger højdespringeren og fortsætter:
»Jeg deltog jo i de Nordiske Mesterskaber, hvor jeg havde debut i forhold til landsholdet og det at repræsentere Danmark, men OL slår den oplevelse med mange højder. Jeg var virkelig stolt over at kunne træde ud af flyet i Slovenien og repræsentere Danmark. Det var også lidt fedt, når folk lige vendte hovedet efter os – det var sådan en midlertidig kendis-fornemmelse.«