Fotos: Jan Szwed
Teaterkompagniet SHAKES havde pakket ladcyklerne og fyldt dem med outrerede parykker, genbrugsfashion-kostumer og alt for meget sminke, og gav med smukke ord, svedig dans, rå musik og masser af skønsang deres fortolkning af Shakespeares ’Stormen’ på Amfiscenen mandag under Randers Festuge.
’Stormen’ er en eventyrlig komedie fyldt med visdom, grotesk humor og en masse forunderlige væsner. Truppen trak publikum ind i en farverig og syret rejse ind i Shakespeares verden set gennem SHAKES briller.
Truppen kom forbi Randers i forbindelse med Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler, der for niende gang finder sted i byens gader i løbet af festugen. 14 internationale forestillinger indtager byen i løbet ugen, hvor gader og torve bliver brugt som scene. Her er både nycirkus, akrobatik, dans, komedie, live-musik og masser af humor og magi.
Holdet bag:
Instruktør: Kristoffer Lundberg
Scenograf: Julie Forchhammer
Dramatiker: Thomas Markmann
Skuespillere: Marie Dalsgaard, Anders Budde Christensen, Sophie Marie Jeppesen, Ari Alexander
Scenemester: Mads Hilden
SHAKES produceres i samarbejde med Folketeatret.