791 cyklede med til årets Fjordløb, dagen før skolestart.
Fotos: Jan Szwed
Det blev til 791 deltagere, der fik cykelkæderne til at summe, mens de oksede op af bakken ved Linde og tog ruten gennem de mange nedre byer langs Randers Fjord.
Yngste deltager var et par år, mens den ældste var fyldt 90 år.
Det var nøjagtigt 100 færre cyklister end i 2022, hvilket løbskoordinator Lotte Schmidt mener hænger sammen med, at det jysk-fynske mesterskab i landevejscykling blev cyklet i Hobro samme søndag.
»Vi plejer at få flere østjyske ryttere med og vi sendte selv en del afsted til et ’rigtigt’ cykelløb.«
Men for de fleste cyklister var det nok lige meget om det var 100 mere eller mindre. For efter at de ømme balder havde forladt cykelsadlen kunne de boltre sig i boder med hygge og mad ved startområdet ved Randers Ungdomsskole i Dronningborg.
» Vi er rykket ud til et område ved Randers Ungdomsskole. Og det er meget bedre og mere intimt. Folk blev længere efter løbet og vi håber, at rygtet spreder sig til næste år. For vi har et hyggeligt løb,« siger Lotte Schmidt til Din Avis.
Hun tilføjer: »Vi kommer ikke op på 5-6.000 som i 1980’erne. Dengang var der mange store fabrikker i Randers. Men vi er tæt på igen at opleve den lange kæde af cykler på vores 30 kilometer rute, så vi tror på fremgang til næste år.«