Fire skoler i Randers har udløst et tilskud, der skal bruges til at løfte sfo’er og fritidshjem.

AF CECILIE BISGAARD

Børne- og Undervisningsministeriet har meddelt Randers Kommune, at de vil få over otte millioner kroner årligt fra 2023 til 2025 til sfo’er og fritidshjem. Det fremgår af en orientering til Børne- og Familieudvalget.

Pengene kommer fra ’puljemidlerne til løft af fritidspædagogikken’, og mere præcist drejer det sig om 8,137 millioner kroner om året. Puljens formål er ”at løfte fritidspædagogikken i områder med høj andel af sårbare og udsatte børn gennem ansættelse af mere personale” – personale dækker over både pædagoger, særlige ressourcepædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere.

Pengene skal bruges på børn, der går i børnehaveklasse til 3. klasse på kommunale skoler.

”Kommunen skal målrette anvendelsen af midlerne til områder med høj andel af sårbare og udsatte børn. Ministeriet opfordrer kommunerne til at tilgodese de omkringliggende sfo’er og fritidshjem ved de skoler, som har udløst tilskuddet til kommunerne,” står der i orienteringen.

I Randers Kommune er der fire skoler, der har udløst tilskuddet til sfo’er og fritidshjem: Hobrovejens Skole, Østervangsskolen, Nørrevangsskolen og Oust Mølleskolen. På de to førstnævnte skoler er der sfo’er, og på de to sidste går skoleeleverne på fritidshjem i lokalområdet.

Det er dog endnu ikke nøjagtigt fastlagt, hvad pengene skal bruges på. Det vil forvaltningen nu arbejde på at finde ud af, så indsatsen kan blive godkendt af Børne- og Familieudvalget samt Skole- og Uddannelsesudvalget.