Sensommeren er på vej, og med den kommer en dejlig tradition i Randers – Randers Festuge.
Cykelløb og ømme balder til Fjordløbet om søndagen er tegn på, at det er tid til at samles og nyde alt det, festugen har at byde på i ugen, der følger.
Åbningen fredag på Rådhustorvet plejer at være et tilløbsstykke.
Fadøllet flyder, levende musik fylder gaderne, og tivoliet lokker med forlystelser og sjov.
En slentretur langs havnen en lun sommeraften er en fryd for sanserne, mens oktoberfest-teltet byder på slager-syngende nætter og dans på bordene.
Tante Olga, Værket og de andre koncertsteder, disker op med ørehængere – både for børn og voksne.
Randers Festuge har altid haft en særlig charme. Men nu mest, når vejret holder tørt, og kroppens indre har fået tilført lidt væde – men helst ikke for meget.
Børnene og familierne kan opleve masser af kultur og fritids-tilbud i dagtimerne, og de voksne uden børn har mængder af muligheder for oplevelser og fristelser.
Alt fra udstillinger og rundvisninger over til gode tilbud i butikkerne.
Det er det, som Randers Festuge kan. Samle os randrusianere omkring alt fra musik, dans, højkultur, lavkultur, børneleg og en fadøl med skum.
Hvordan skal din Festuge se ud?
Jeg håber, den bliver fyldt med glæde, samvær og uforglemmelige øjeblikke.