Det er faktisk ikke unormalt, at en snog bevæger sig en tur ned i vandet.

Af Cecilie Bisgaard

Hvad forventer du at støde på, når du tager en kajaktur på Gudenåen? En fiskehejre eller måske en laks?

Hvad med en snog?

Det var i hvert fald det, som Per Thomsen mødte, da han for nylig var en tur på åen. Det fortæller han til hjemmesiden www.reptilia.dk. Snogen lå roligt i vandet og lignede en, der tog sig en pause. Snogen er en af Danmarks største og mest udbredte slanger.

Per Thomsen fik den vippet op på sin åre, så han kunne tage billeder af den.

En kajaktur blev lidt mere interessant, da Per Thomsen fik øje på en snog i vandet. Foto: Per Thomsen

»Selvom det kan være en skræmmende oplevelse for nogen at komme på tværs af en slange i naturen, er snogen faktisk helt ufarlig,« skriver Kristian Ole Rørbye, der har studeret biologi og er indehaver af hjemmesiden.

Han skriver også, at det ikke er usædvanligt at støde på en snog på vandet, for slangen er faktisk en rigtig god svømmer. De bruger desuden vandet til at køle af i, når vejret er varmt, og så jagter de bytte og flygter fra rovdyr i vand.

»Måske på din næste tur til Gudenåen vil du også støde på en af Danmarks smukke snoge – bare husk at give dem plads og at respektere deres naturlige habitat,« skriver Kristian Ole Rørbye.

»Det kan være en skræmmende oplevelse, men snogen er faktisk helt ufarlig,« skriver Kristian Ole Rørbye, der har studeret biologi. Foto: Per Thomsen.